torsdag den 3. juni 2010

Hvem er din næste...?

Din næste er alle levende væsner, store som små, i mikrokosmos som i makrokosmos. Alt levende har en sjæl og er et levende væsen, så når Jesus udtaler, " du skal elske din næste som dig selv" , er der ingen begrænsninger i dette, denne udtalelse omfatter alt.

Det vil med andre ord sige, at vi som sjæl, er en del af en sammenhæng og en helhed kaldt og betegnet som GUD eller hvad vi vælger at betegne det som vi oplever er større end os selv og vores ophav, og er dermed forbundet med alle andre i kraft af dette.

Som jeg også har beskrevet i et af de andre indlæg vil det også medføre, at hvad vi end gør over for andre levende væsner, sender eller handler ud vil være noget vi skal stå til regnskab for på et senere tidspunkt. Ikke som en straf, dog som en retfærdig konsekvens i form af en oplevelse af ubehag og lidelse hvilket egentligt er en kærlighedsgave af forståelse for bevidsthed og erfaring i, at hvis vi vil opleve behag i vores eget liv og indre må vi så kærlighed, glæde og velsignelse til andre og os selv.

Det vil også sige, at der hvor vi lukker af for andre, af den ene eller anden grund, lukker vi af for os selv, og dermed en side af os selv, da alt hvad vi gør som skaber ubehag for os selv eller andre, bliver en direkte konsekvens for os selv og vi oplever dette, som ubehag og lidelse.

Dette for at opøve vores skelneevne for, hvad der skaber behag eller ubehag og dermed glæde og velsignelse - eller mørke og lidelse.
Dette er vores vejleder i livet i at agere indenfor universets love og lovmæssigheder, som igen er vores fundament for at kunne forstå og leve i harmoni og balance med disse, og dermed os selv og andre.
Dermed at blive et menneske i GUD´s billede efter hans lignelse og dvæle i hans velbehag som det er bebuddet.
Dermed er lidelse også kærlighed, da det medfører forståelse og bevidsthed og evnen til at være og udøve næstekærlighed. Dermed bliver slutfacit: Alt er såre godt.

Når der i biblen bliver udtalt, at du ikke må ihjelslå, betyder dette i bogstaveligste forstand, at du ikke må slå ihjel overhovedet.
Dette er ikke på nuværende tid muligt i den fysiske verden, dog kan vi begrænse det så meget som muligt når vi ved hvor og hvordan og der er det, at vi må se på evolutionen og hvor det er i denne og livet, så vi er så bevidste i vores handler og dermed forvolder den mindste lidelse.
Grunden til at vi skal se på evolutionen er, for at forstå det levende væsens udvikling og hvilken plads det har i denne og hvor i udviklingsforløbet det pågældende levende væsen befinder sig i forhold til os.
Dermed bliver vi vidende om, hvor udviklet deres sanseapparat og dermed hvor stor og dagsbevidst dets sansning er af og i oplevelsen af livet og dermed hvor også hvor vi kan høste den mest nænsomme konsekvens eller såkaldte karma af lidelse i vores omgang med det.
Dette fordi meningen med livet i bund og grund handler om, at opleve og altså oplevelsen af livet.

Når vi gør et andet væsen fortræd eller ligefrem slår det ihjel, berøver vi dermed væsenets mulighed for oplevelse og evne/mulighed for i en periode at udvikle sig videre til at blive et næstekærligt menneskevæsen. Derfor er dette ikke en kærlig gerning, ej heller til glæde eller velsignelse for væsenet og dermed heller ikke for en selv.

For at vi skal kunne forstå og begå os i den fysiske verden og leve i harmoni og balance med denne, må vi lære disse lovmæssigheder at kende.
Dette sker på den mest retfærdige måde, nemlig ved at vi høster det vi har sået og dermed høste konsekvenserne af den handling og væremåde vi tidligere har udlevet og givet til verden og livet.
Jo mere udviklet vores sanseappart og dermed vores bevidsthed og forståelse af dette er, jo hurtigere oplever vi konsekvenserne af vores være- og tankemåde. Da tanken som er tænkt, er det samme som handlingen som er udlevet, bare i mindre fysisk manifesteret form.
Konsekvensen kan komme med hvad jeg selv har oplevet, nogle sekunders interval mellem tanken/handlingen til konsekvensen af denne.

Alt hvad vi gør har en konsekvens, nu er det ikke sådan at vi skal stoppe med at tænke og handle, dog bare have forståelsen for at det medføre konsekvenser og ikke er ansvarsfrit.

Derudover at alt er i den skønneste orden og det der sker og vi oplever, sker fordi vi har skabt muligheden for det og ene og alene af den grund, ingen andre.
Dette for at lære os forskellen på oplevelsen af behag og ubehag, lys og mørke så vi dermed kan skelne mellem disse faktorer og gøre at vi kan navigere os igennem livet og hen mod mere behag og LYSoplevelse.
Det er ikke meningen at vi skal have skyldfølelse overfor det vi gør med denne her viden, det handler ikke om skyld dog ene og alene om ansvar som er vores. Ingen andre kan ændre vores væremåde, andre end os selv, ej heller tage ansvar for vores liv.

Så vi kan spørge os selv om, hvorfor dette eller hint skete og vi oplevede i vores liv og hvorfor den og den gjorde det og det, såkaldt mod os.

Her er det begrebet at vende den anden kind til opstår, fordi det det andet væsen påføre os jo kun det vi har påført et andet væsen tidligere og dermed har skabt mulighed for at møde igen.
Dermed er væsenet ikke en fjende og dog kun et redskab og en budbringer af en kærlighedsgave der gør os bevidste og nærværende og så vi kan forstå og lære os selv at kende, møde os selv i vores inderste væren og essens og dermed blive bevidste om livets love og vores livsudfoldelse og øvelse i det.
Dette væsen som var vores redskab som budbringer og bevidstgøre i denne forståelse og viden på samme måde som vi er det for andre, skal nok på samme retfærdige måde modtage det som denne har videregivet og brug for for at forstå sine handlinger overfor os.
Det er der retfærdigheden altid vil og kun kan ske fyldest, og der vi bliver frataget rollen med at skulle dømme andre.

Dog lige såvel som vi på andre områder i livet og på nuværende tidspunkt ikke kan udleve os og dette til fulde her, for kunne vi var vi jo allerede fuldkomne kærlighedsvæsener der ikke længere havde brug for at opleve lidelse og ubehag, er det vigtigt at vi ikke bruger denne viden til at slå os selv oven i hovedet med, hvad jo ikke er kærligt og forstående overfor os selv. Vi gør jo kun som alle andre, det vi har forståelse for og deri vores bedste og ellers gjorde og havde vi gjort det anderledes og noget andet.
Så det skal mere forstås som en guidning og viden til at gøre og skabe så lidt lidelse og ubehag for andre og dermed for os selv, og hvor vejen dertil at møde alt med accept, dog som vi formår pt. og ikke efter et ideal, da vi så igen er ligevidt og ikke udøver en kærlig gerning i forhold til os selv. For at ville forcerer eller presse os til at være en anden eller et andet sted end vi pt. er, er det samme som ikke at anerkende hvor vi er og os i forhold til hvad vi kan og pt. formår at udleve os som.

Det er ikke noget vi kan forandre ved hjælp af blot og bar viljestyring og ej heller er det noget vi kan tænke os frem til. Forandringen sker i kraft af den lidelse vi oplever i vores liv og dermed den livserfaring og forståelse denne medføre for os og som til sidst vil gøre os mætte af, at se og opleve mere ubehag og lidelse hvorfor vi begynder kun at ønske at opleve glæde og behag og handler så efter dette.

Igennem denne proces skaber vi en forståelse for os selv og på hvor det er, at vi skal anstrenge os med vores viljestyrke i at øve os på en opøvelse af en være- og handlemåde der vil medføre en oplevelse af behag og glæde for os selv og andre og sætte denne istedet for den nutidige oplevelse af ubehag og lidelse som vi pt. oplever og videregiver andre.

Hvis vi ser helt jordnært på vores fysiske opretholdelse af vores eget liv i dette lys betyder det også, at hvis vi slår ihjel for at leve selv, er der en konsekvens forbundet med denne ikke uidelle og ukærlige livsføring og fødeindtagelse, idet vi frarøver et andet levende væsen muligheden for at opleve livet.

Indenfor åndsvidenskaben taler Martinus om, at en almindelig ihjelslåning ikke opleves af dyret som et had til dyret, dog som en ulykke der sker for det, og det er den konsekvens vi vil høste i vores eget liv, en uforudset ulykke.

Her gør det sig også gældende hvor kraftig tilbagevirkningen er for den som vil opleve det, for jo kraftigere en oplevelse dyret har af det, jo kraftigere en konsekvens vil vi modtage hvilket vil sige, at jo længere dyret er fremme i evolutionen og dermed er udviklet bevidstheds- og sansemæssigt, jo stærkere oplevelse har dyret af vores gerning, overgreb og fjernelse af dets livsoplevelse.

Den anden ting er; hvis vi tænker på hvad det reelt vil sige, at spise og indtage et andet væsens hylster og dermed kroppen/kødet det har i sin besiddelse for at være i og opleve livet, vil det være at sammenligne med ligspisning, hvilket det jo i bund og grund også er og hvilket vil resulterer i, at vi gør den ellers så levende krop som vi er i besiddelse af, til en opmagasinering og ophopning af lig og dermed kan sidestille den med en kirkegård af død, undergang og forrådnelse. Dog igen vigtigt at pointere, viden er ikke for at skulle slå sig selv ovenihovedet med, fordi vi ikke kan leve op til dette ideal pt. og er kun en viden om at forstå og opleve livet og vores handlinger i et meget større perspektiv og sammenhæng.


https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/