tirsdag den 24. august 2010

Alt er såre godt

Alt er i den skønneste orden, alt er perfekt og som det skal være og kan være lige nu. Du og vi alle sammen er så fuldkomne i vores ufuldkommenhed, som vi kan være lige nu.

Vi er på vej i vores udvikling, vi kan se menneskeheden som et mylder af mennesker på vej ud af livets vej, nogle foran de andre i nogle områder og aspekter af livet og andre bagved eller ved siden af, hvorefter der byttes plads, så den der gik forest nu er dem der går bagerst, dem der gik bagerst går nu foran eller ved siden af hinanden.
På vej for at kunne blive og kunne mestre næstekærligheden til fulde og dermed blive fuldkomne og frie i tanke og handling og tage bolig i det rigtige menneskerige, hvor det fordres at væremåden er: Hellere at give end at tage og elske sin næste som sig selv.

Men som nævnt er vi på vej og til tider virker denne vej uoverkommelig, lidelsesfuld og pinefuld, det er som at gå på rosernes torne, mens andre gange er det som om at vi kan rumme hele verden og at vi har mod til at gøre det. Livet går op og ned i sindstilstand og stemningsleje, til tider er vi oppe og til tider er vi nede.
Vi kan definere disse lejer, som enten mørke og oplevelsen af ubehag, eller som lyse og oplevelsen af behag og alt mellem disse to yderste poler, som repræsenterer det tungeste mørke, lidelsesfulde helvede og det lyseste himmelske velsignede paradis, som en blanding af disse mørke og lyse tilstande

Mellem disse yderpoler ligger alle spektrets sindstilstande, som på en farveskala, så alt efter hvor stort mørke eller lys vi oplever, vil intensitenten af behaget og ubehaget opleves og i samme grad. Og vores oplevelse med os selv være mere klar eller uklar og dette er medvirkende til, om vi kan se klart eller ser uklart i livet og i de beslutninger vi står overfor at skulle træffe.
Jo mere vi hænger i mørket jo sværere er det at mærke alt andet end mørket og ubehaget og dermed os selv. men bag alt det mørke er lyset og behaget, freden, roen og glæden.

Vores liv og vores møde med vores omverden og andre levende væsener, vækker gamle minder, tanker, følelser og oplevelser, men vi er ikke disse, selv om det tit kan føles sådan.
Vi er den der betragter alle disse foreteelser, og den måde vi handler på, hænger sammen med hvad det er der styrer os: Er det disse gamle fortidige tanker, er det disse gamle fortidige følelser, er det disse gamle fortidige oplevelser, vi nu som en automatfunktion udløser i ubevidst blinde ?
For hvis det er det, er vi mere eller mindre bundet og fængslet af fortiden, alt efter hvordan vores adfærdsmønstre og forsvarsstrategi kan berige os, og harmonerer med vores situation i dag og lige nu og her. Hvad er med til at gøre det svært for os, at handle ud fra hvad vi har lyst til og ønsker at opleve i vores liv.

Men som nævnt, er vi ikke disse tanker og følelser, ej heller oplevelser. Vi er dette jeg som oplever dem og kan vælge at handle ud fra dem, eller vælge at skifte handleform og måde.
Dette er en proces som ikke bare er lige til, sindet ønsker at blive i det kendte og trygge, som er alt andet end at bevæge sig ud på gyngende grund hvad det må siges og være, når vi skifter retning i livet og dermed også være- og handlemåde.

Det må nødvendigvis være sådan, at vi udvikler os fra noget til noget andet. Men vi kan kun handle ud fra den sum af erfaringer, forståelser og viden, vi indtil nu i behagets eller ubehagets navn har høstet. Lige som et æble er surt og ikke til gavn og glæde for sin næste før det er modent, er vi det heller ikke, men ved at vi øver os, bliver vi det skridt for skridt.
Vi kan ikke bare sige nu vil jeg være og gøre sådan, for det er ikke en viljesakt vi står overfor, men en bevidstheds og erfaringsakt.
Vi lærer som sagt gennem vores erfaringer, det er derigennem vi ser resultatet af vores handlinger og vores oplevelser, det er derigennem vi begynder at forstå hvad der medfører en oplevelse af behag og hvad der medfører en oplevelse af ubehag. Det er dette der giver os en pejling og en forståelse for, hvad det er vi ønsker at opleve og hvordan vi ønsker at være i livet, det er vores guide og navigator, til at styre i sikker havn og høste glædens frugter og behag.

Den største læring ligger i mørket og i lidelsen, da det er her vi oplever at vi ikke vil være, da det er ubehageligt og kan drive os til at ville væk og i yderste konsekvens, til at ville tage vores eget liv og vores livsoplevelse. Men det er også det der gør, at vi bliver mætte af det og til sidst tør at tage skridtet, gradvist væk fra det i kraft af vores ændrede handlemåde og oplevelse af livet.

Alt efter hvad det er problemstillingen handler om, skal vi være tro mod os selv og ingen andre, vi kan godt lytte til hvad andre siger, men det er ikke sikkert at dette i handling er brugbart i vores liv.
En anden ting er også at det må tage den tid det tager, vi skal ikke forcere tingene eller gøre dem i et andet tempo, end det der føles rigtigt for os, for så har vi mulighed for at miste os selv og dermed ikke gøre det vi ønsker, men det andre forventer af os.

Én måde at ændre os på er, at i det små som en start, møde og konfrontere det vi er bange for eller ikke tror vi kan magte. Vi må være forsker i vores eget liv i en indre åben, ærlig og forstående kommunikation, for at forstå hvad det er der, ifølge os selv, begrænser vores lys, glæde og behag.
Vi må acceptere og forstå vores tilstand lige nu og det vi føler gør det svært at være os, for derved at skabe bevidsthed om og få lys på det vi gerne vil ændre og dermed give mulighed for at få og finde løsninger til problemerne i form af egne indre fornemmelser. Men første skridt er altid en accept af vores situation, for er den der ikke har vi ikke fået bevidthed om eller opdaget det som er med til at begrænse os.

Men denne bevidsthed vil opbygge sig skridt for skridt i kraft af vores oplevelse af hvad det medfører at vi handler som vi gør; vi bliver mætte af det ubehag, begrænsning og denne manglende glæde på forskellige områder i vores liv. Det er nu vi er ved at være modne til at forandre os, til at forstå og gøre tingene på en anden måde. Dermed er vejen lagt for at øve os i det vi gerne vil gøre og opleve, på samme måde som ved andre områder i vores liv. Øvelse gør mester eller geni er der et ordsprog der sige og dette gælder ligegyldigt hvad vi øver os i. Øver vi os i at blive vrede, ked af det, aggressive, interesserede, i en sport, i en aktivitet af en hver art, i at være glade, trøste, hjælpe støtte eller elske os selv eller andre, er det det vi bliver gode til og geni i og det vil så også være det vi fylder vores liv med.

Men jo mere vi øver os jo mere bliver det en vane, noget vi ikke skal tænke over, men som bare ligger i en hukommelse i rygmarven, deraf udtrykket vi kan det på rygmarven, det er blevet en automatfunktion og en reaktion og adfærdsform som vi ikke tænker over mere. På samme måde som når vi har lært at køre cykel eller bil, på samme måde er det i forhold til vores reaktionsmønstre, være- og handlemåder. Men de kan med tiden blive uhensigtsmæssige for os,  fordi det vi engang havde brug for eller brugte dem til som en beskyttelse og forsvarsstrategi, for at opnå eller overleve i forskellige situationer, nu er noget vi begrænser os med og som giver os lidelse og/eller begrænsninger i livet og ubehag i vores indre.

En måde at komme ud over det kan være hvis vi er usikre i sociale sammenhænge, at kigge på og smile til folk vi møder på gaden, møde deres øjne og opleve de følelser der kommer op og hvad det gør ved dig, gør det gradvis i dit eget tempo.
Men vid med dig selv, at du ikke er disse tanker eller følelser, men du bare betragter dem.
Lad dem ikke få energi og opmærksomhed, på anden måde end at du lige registrerer dem, at du ser på dem og siger hej med dig og som skyer ser dem drive henover din indre horisont og væk.

Når du bliver påvirket af de medvæsener du møder på din vej, så lad tankerne komme op, uanset om det har noget med den andens udseende eller andet at gøre.
Vær blid i dit møde så meget som muligt og stille i dit indre, så vil intensiteten i mødet også forstærkes.

For i bund og grund har det intet med denne person at gøre, men noget som du har en reference til fra tidligere, som nu er din erfaring og din tidligere måde at mødet livet og omgivelserne på, det er blevet din virkelighed og din opfattelse af livet. Den kommer nu igen til overfladen og ind i din bevidsthed, bliver trigget og gør dig bevidst om, at den eksisterer. Og som en gave gør den dig opmærksom på, at det er tid til at øve i noget andet og måske mere hensigtsmæssigt

Det kan være at øve sig i small-talk med folk du møder på gaden, især dem du har størst frygt for at gøre det med. Start på samme mådet i det små med nogen du har det lettere at gøre det med og øv dig gradvis mod, at gøre det med dem det gør dig mest bange at mødes og tale med.

Ved at give slip på vores hoved og øve os i at trække vejret roligt og dybt i mødet, får vi fat i flere og flere lag af vores ubevidste side, tanker, følelser og væremåder og får dermed gradvist givet slip på dem og givet plads til det, vi er ved at øve os i, som giver os mere glæde og behag og som medfører at vi opløser vores begrænsninger, så vi oplever en større og større rummeligehed i forhold til vores omverden og alle andre levende væsener.

At alt er såre godt, hænger sammen med, at alt hvad vi oplever er godt og kærlighed.
Lidelsen er et ubehageligt gode, fordi det hjælper os til at ville udvikle os og blive mætte af lidelse og tydeliggøre de mørke sider, så vi kan vende os mod os selv og lyset og de glædesfulde og behagsfyldte tilstande.
Og behaget og glæden er det behagelige gode. Som gør at vi ønsker at opleve mere af dette og som gør, at vi oplever hvad vi er på vej mod og har mulighed for, at opnå og opleve som en permanet tilstand og som giver os mod og lyst til, at konfrontere og øve os i at møde alt det der for os er svært i livet.


https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/

onsdag den 4. august 2010

Livet er så enkelt, hvorfor er det vi gør det så kompliceret...?

I det store hele handler livet om to ting nemlig at opleve det og derigennem drage sig erfaringer og viden til at forstå det.

Hvad er det der gør livet eller sagt på en anden måde, hvorfor er det at vi gør livet kompliceret ?

Der er flere årsager, men nogle af de største handler om kontrol og dette på alle planer, den anden ting er manglen på tillid og forståelse af, at det der sker er det der skal ske, og det er det eneste rigtige for os og vores udvikling.

Inden jeg går mere i dybden med disse emner, vil jeg lige tilføje, at det gør ikke at vi bare kan læne os tilbage og blive passive, i forhåbningen om at det rigtige sker, eller en endnu større illusion og ansvarsløshed at sige det er vores karma og sådan må det være. For der sker ikke mere end det vi fylder i livet, det vi oplever er en direkte tilbagemelding om, hvad vi har tilført vores liv og gjort i livet, og dermed skabt mulighed for at høste og opleve.

Livet handler som sagt om at opleve, via vores oplevelse udvikler vi vores evner til at sanse og forstå det vi oplever, dette gør vi dels igennem kontrastprincippet. Hvis dette princip ikke eksisterede var der ingen mulig oplevelse, da alt ville være hvidt i hvidt, gråt i gråt eller sort i sort.
Det er via dette princip at vi kan opleve lys og mørke, behag og ubehag, kærlighed og lidelse. Det er det der gør at vi kan sanse og forstå, hvad lyset er og hvad mørket er og hvad henholdvis det ene og andet medfører og bibringer vores liv.

Det fører os frem til det næste princip, talentkerneprincippet, det princip der har med opøvelse af vores talenter at gøre, som i sidste fase er lagret som en evne, vi bliver geni i at udføre og ikke skal tænke over mere.

Alt hvad vi øver os I bliver vi gode til, uanset hvad det er vi øver os i, men på grund af kontrastprincippet kan vi sanse de forskellige sindtilstande denne udøvelse fører med sig og vi kan ved logisk analyse se sammenhængen og via mavefornemmelsen mærke hvad der opbygger os og dermed vores indre lys. Dette er vores guideline og navigator i livet. Der hvor vi ønsker det skal være anderledes, er der hvor vi skal øve os i det modsatte og dermed i det vi gerne vil have og opleve i vores liv.

Det der komplicerer vores liv er, at vi vil have kontrol med og styr på alt der sker, vi vil kende vejen, vi vil vide hvor den føre os hen og vi vil helst også kende målet. Vi har lært at ved kontrol kan vi lægge afstand til vores følelser og det der giver lidelse, smerte og ubehag.
Men vi glemmer en meget vigtig ting, det gør os på disse områder "følelseskolde", ufleksible og fjerner vores sårbarhed og sensitivitet, som er det der gør at vi kan være levende og sansende væsner. Des flere steder dette forekommer des flere mure, barrierer og begrænsninger skaber vi, mellem os selv og andre og des sværere er det for os, at sætte os ind i deres sted og rumme dem. Vi mister evnen og sensitiviteten til at se ind bagved facaden og møde kærlighedsvæsnet bag og kontakten til Gud og dermed også kontakten til vores ophav.

Vi er spejle for hinanden, alt det vi ikke kan acceptere eller rumme viser sider ved og i os selv vi ikke har rummet. Så jo mere vi kan rumme og med medfølelse opleve andre, viser og gør os klar over hvor det er vi er blevet frie i os selv og hvor der er arbejde at gøre.

Når vi prøver at kontrollere medfører det en masse tanker om fortiden og fremtiden, da vi prøver at analysere for at forstå det vi oplever, hvilket gør at vi er alt andet end at være og opleve at være lige nu og her og med det medvæsen vi står overfor.
Tankerne fører enten fortiden eller fremtiden ind nuet og da vi ikke kan både tænke og være til stede i nuet, fjerner det os fra det vigtigste, fordybelsen i livet og sansningen af dette.

Dette skal ikke forstås som om, at vi ikke skal opleve tanker og følelser, for det vil vi gøre i større eller mindre grad, da mødet med medvæsnet eller omgivelserne vil vække gamle tanker og følelser. Det skal forstås på den måde, at hvis vi vælger at give dem tiden og ikke medvæsnet eller oplevelsen, Forsvinder vi væk fra nuet og fordybelsen i mødet med medvæsenet og dermed oplevelsen af det der er virkeligt og er lige nu og her.

Det der gør at vi vil have kontrollen, er også at vi ikke har tillid til at det rigtige altid sker, vi har glemt vores oprindelse og kontakt med vores ophav Gud og Universet.
Vi har glemt eller har ikke længere kontakt til, at der findes noget større end os selv som har en vilje og et lys som os, et noget som oplever gennem os og det vi sanser og oplever i livet.
Vi er blevet gudløse materialister som tror på tilfældigheder og at der ikke er en større styring og mening med livet, vores liv. Det er i værste fald blevet noget der bare skal overståes.

Dette er klart nok, for hvis vi ikke kan sanse det kan det ikke være virkeligt, og så kan det ikke være andet end tro. Men igen er det ikke igennem vores tanker at vi skal finde svarene, det vi vil finde og møde her er, tanker der hænger sammen med andre tanker og følelser som fortæller hvad vi indtil nu har oplevet og erfaret. Det vil være at videreføre de gamle erfaringer og forståelser og det er ikke gangbart her, for vi er et andet sted end dengang hvor vi dragede og konkluderede dem, dermed gør det os ufrie og fængsler os til enten fortiden som er gået eller fremtiden som ikke er kommet og vores gamle måder at handle på dem på.

Så hvad er der tilbage hvis det er virkeligheden vi vil opleve og ikke bare forsætte med, at sætte en automatpilot til at lede og styre vores liv ?
Ja så er der nuet og det er heri, at alt er som vi ville kunne ønske os i livet, hvis vi tør give slip og følge med. Det er også her vi kan mærke, hvad det er for sindstilstande disse nye uopdagede egne/områder medfører for os og vores liv.
Ved at bruge vores før omtalte mavefornemmelse og vores logiske analyseringsevne får vi en oplevelse af hvad der skaber behag og kærlighed og hvorfor det gør det, vi får viden om livets mysterium og årsager.
Dermed ikke sagt at det altid føles lige let og behageligt, men hvis vi har fornemmet noget som vil være godt for os, som vil skabe behag for os og vores næste, er det om at holde fast i dette nye, uanset hvilke gamle tanker og følelser der vil dukke op. De vil forsvinde da de gør plads til det nye og er ved at tage afsked med os.

Det er når vi tør give slip og følge med og betræde nye arenaer, at vi bliver levende og kan opleve og sanse dybden af livet og hvad det reelt og egentligt har at byde på. Og det er ikke så lidt.
Kærligheden og glæden i universet er konstant tilstede, det er kun os selv der kan lukke den ude og dermed glemme eller være uden oplevelsen af den. Når vi åbner os bliver vi sårbare og kærlige nænsomme væsener, det kan ikke være anderledes, for kærligheden er ikke hård, firkantet eller indespærrende/fængslende, men derimod nænsom, forstående og accepterende, se bare tilbage på tiden i en forelskelse, det er en kort men meget konkret kontakt med livet og forbindelsen med paradiset på jorden.


https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/