mandag den 1. november 2010

Hvorfor er det sådan, og hvorfor kan det ikke være anderledes?

Mange af os ønsker, at tingene kunne være anderledes, at alle var såkaldt gode mod hinanden, og kun ville fred og kærlighed.

Sådan er det dog ikke, og hvorfor så ikke det?


Vi lever i en tid, hvor der er gang i en masse opbrud. 

Værdierne udspringer fra to verdener. 

Henholdsvis den dyriske og dyreriget, hvor alt handler om overlevelse, og om at fortære eller blive fortæret, i sin yderste konsekvens.

Og fra det menneskelige, og det rigtige menneskerige, hvor næstekærligheden, det at 


"elske sin næste som sig selv og Gud over alt andet", 

og den tilhørende væremåde 

"hellere at give end at tage", 

og dermed være til glæde og velsignelse for sin næste, 
samt det, at kunne accepterer (tilgive; var den gamle forståelses udtryk) selv sin værste fjende, som Jesus gjorde det på korset, da han højt bad og sagde: 

"Fader forlad dem, for de forstå ikke hvad de gør" 

hører til.

Dette sammensurium, af mulige handlemåder og kombinationer, fra disse to verdener, gør det svært, at være os, dyremennesker, symboliseret ved Sfinsken i Ægypten; halvt dyr halvt menneske.

Men ikke desto mindre, er det disse mentaliteter, vi nu står overfor, kaldet det jordiske menneskes to sind, i form af det såkaldte gode og det såkaldte onde i mennesket.

Igen symboliseret, ved djævlen på den ene skulder, og englen på den anden.
Der står overfor hinanden, og som vi kan opleve, som for og imod problematikken, når vi står overfor, at skulle træffe et valg eller handle og manifestere os, i den fysiske verden.


Det ene sind, er symboliseret ved alle de næstekærlige værdier, såsom;

uselviskhed, selvbeherskelse, beskedenhed, ærlighed, frigjorthed, humoristisk sans, kunstnerisk indstilling, overbærenhed, hjælpsomhed, fredstrang, gavmildhed, internationalisme, du skal elske... og tolerance.

Det andet sind, er symboliseret ved alle de ikke næstekærlige værdier, såsom;

selviskhed, vrede, magtsyge, uærlighed, besiddertrang, dømmesyge, smålighed, skinsyge, hensynsløshed, stridbarhed, begærlighed, nationalisme, øje for øje... og intolerence.

Som betragteren og læseren, kan se, er det lige fra den ene pol eller yderlighed til den anden, og rummer hele spektraret, af mulige handle- og væremåder. 

Dog som det er med en kunstmaler, hvis palet, rummer alle farver, og dermed rummer alle muligheder, er det den der fører, og måden hvormed penslen føres på, der bestemmer maleriets skønhed.

Eller omsat til os, måden hvormed, at vi lever livet på, og vores væremåde overfor alle andre levende væsener, og dermed er det det der bestemmer, om vi oplever behag eller ubehag, glæde eller lidelse, i livet.


Det er altså ikke ligegyldigt, hvordan vi lever vores liv.

Som det ikke er ligegyldigt, for kunstmaleren, hvilke farver, han bruger og hvordan de bruges.


Kun ved bevidst fokuseret valg og livsførelse, kan vi styre slagets gang, og livets begivenheder.
Og kun ved en bevidst handlemåde, der udvikler sig mere og mere henimod den næstekærlige, som Jesus for 2000 år siden, viste os vejen til, og muligheden af.

Kan vi opnå, og opleve den varige saglige fred, i os selv og på jorden.

Dette er ikke en enkelt persons værk, dette er hele menneskehedens værk.

Og først, når det sidste menneske, har erkendt og udviklet, denne bevidsthed.
Vil krig og ufred forsvinde, fra hele jordens grønne blomstrende klode, og det for bestandigt.


Det vil dermed også sige, at det kræver, en bevidstheds forandring.

Og ikke blot, i et menneske, dog i hele menneskeheden.

For så længe, at et menneske, har et udtryk, og værdier fra det dyriske sind, vil der altid, være ufred.


Total verdens sameksistens, kan derfor kun forefindes, der, hvor vi alle er bevidste i næstekærligehedens sindelag, og kun kan, vil og ønsker, at udleve dette, 

at elske hverandre.

Det er en proces, som tager tid og kræfter, og som vi hver især kun selv kan udøve og har ansvar for. 

Det kræver dog også en opfattelse, erkendelse og bevidst om, at det der sker, i vores liv, er et udtryk for alt hvad vi tidligere har videregivet, sendt ud og tilført til livet og i vores liv.
Andre ikke er årsagen, kun et redskab for, at vi kan få det tilbage, som vi har videregivet, for at møde og opleve det igen.

Som du sår, skal du høste. 


Er retfærdighedens rungende mantra.

Og derved, at den altid skal komme til at ske fyldest.


Vi oplever i dagligdagen, at det er en dommer, i kød og blod, der sat til at være herre over om den kommer til at ske, og bliver eksekveret.

Og sådan, vil det vedblive med at være, indtil den dag, hvor vi er blevet modne nok til selv, at erkende og efterleve, næstekærlighedens væremåde. 


Derefter, vil en sådan dommerstilling og stand, ikke længere, være nødvendig i samfundet.

Vi skal dog ikke, på samme måde, som det gør sig gældende i samfundet retfærdighedstilgang og -forstand.

Se lidelse og ubehaget, som en straf.

For det er den og dette langt fra, selvom om det kan opleves som sådan, når tingene ikke går vores vej. 


Og hvis vi vil være herre/herreinde i eget hus, også kunne styre, erkende og leve bevidst i vores eget liv.

Må vi begynde at kigge og fokusere på helheden, og ikke på en enkelt sekvens.

For at kunne opfatte og erkende, hvorfor det der sker, er det der sker, og at det ikke kan være, på anden måde.


Derudover, som er den direkte vej dertil, må vi også være tro mod os selv, og vise vores sande jeg, når vi har fået kontakt til, og erkendt det.

Dog som med alt andet øvelse, er det ikke noget, at vi eller andre, kan gøre over en nat eller bevidst tænke os til.

Det er derimod noget, vi må handle ud dagligt, i vores liv, for at vi kan høste de erfaringer og dermed den viden og opfattelse, der skal til for at vi kan erkende det.

Og så det samtidig, bliver en daglig indre fokuseret og bevidst proces, der samtidig løsner op for alle vores problemstillinger og såkaldte mørke sider, som vi derved kan møde, rumme, favne og give slip på.


Vi er derfor også nødsaget til, at øve os på, det vi gerne vil have og opleve, i vores respektive liv.

Og dermed sige farvel og tak, til alt det, der ikke længere gavner os, dog som har været brugbart for os, i tidligere situationer, handle- og forsvarsmåder, mønstre og strategier. 


Derfor er de heller ikke forkerte, og bare nogle som var brugbare engang.
Dog som nu hæmmer os i, kærlig sameksistens, med alle andre levende skabninger.


Som sagt, skal det ikke ses som en straf, og mere som de konsekvenser, vi selv har skabt tidligere, via vores dengang tænke- og væremåde.

Og nogle konsekvenser, som vi nu oplever, som behagelige, og dem ønsker vi os derfor mere af.

Og nogle, som vi oplever, som ubehagelige, som vi ikke ønsker, at opleve flere af.

I disse ligger der dog også en tryghed i det kendte og forudsigelige, og som vi skal være parate til, at ville give slip på.

Og som Søren Kierkegaard´s ord, udtrykker det, 


"at turde, er at miste fodfæstet for en kort stund, ikke at turde, er at miste livet".

Konsekvenserne, af vores være- og handlemåder, skaber behag og ubehag, lidelse eller glæde, og kan egentligt ses, når vi er parate til at erkende dem på den måde, 

som en gave, hvilket de i bund og grund, også er.

En gave i, at kunne finde vejen til det, der giver os behag, og bidrager til mere af dette.
Og som samtidig, skærper vores sansning og bevidsthed i, at finde denne ve,j og følge og blive på den.


Dette er derfor også vores vej til at forandre, vores dyriske bevidsthed, til en/et menneskelig bevidsthed og sindelag.

For dyret, er der ikke så mange muligheder.

De er bundet, af deres skæbne og deres liv.

De kan ikke reflektere, og bevidst handle ud fra hvad de via denne reflektion og mulige analyse, kommer frem til, vil være det mest optimale for dem.

For for store deles vedkommende, af dyrene, må de udelukkende handle, ud fra et instinkt og en klart defineret lov, 

fortær eller bliv fortæret.

Det er dog den samme praksis, vi ser i menneskeheden, bare med en masse nuancer. som dog i bund og grund, handler det om det samme.

Nemlig,


at hævde sig, på den ene eller anden måde, og på bekostning af sin næste.

Dette sker fordi, erfaringen omkring denne fremgangsmåde, er større, og ligeså på uvidenheden om, at der ikke er andre måder, og at alt ikke handler om overlevelse.

Derfor handler det også for menneskeheden, om at opfatte og erkende, at der er en viljestyring, og nogle livslove, bag alt.

Og som er med til, og forårsager, at vi oplever, alt det vi selv har skabt og videregivet, dog kun for at vi kan opøve en skelneevne, da vi så kan se og erfare, hvad det gør ved andre og os selv.

Og med det ene formål, at vi bliver mætte og trætte af det, og derfor begynder, at reflektere og analysere over vores liv og muligheder i det, for at finde frem til nye veje og handlemåder, som er med til at spore os ind på, at leve i harmoni med livet, universet og alle andre levende skabninger. 


Det er det, der kaldes udvikling, evolutionær såvel som bevidsthedsmæssig og åndelig.

Det er denne bevidsthedsudvikling og forandring, der omtales, som de sidste tiders komme, og som jordens undergang.

Hvilket er en sandhed med modifikationer.


For jorden er et levende væsen, som os, hvis hylstre, bare har et anderledes udseende.

Det er et levende væsen og dermed en sjæl, der er ved at udvikle sig, til et endnu skønnere klodevæsen, lige som vi er ved at udvikle os til, et næstekærligt rigtigt humant menneske.


Jorden, som levende væsen, kan derfor heller ikke gå under, ligesom vi ikke sjælemæssigt, kan dø.

Dette er ganske enkelt en umulighed, fordi vi alle er indspundet, i et dybt forbundet netværk med skaberen, som er vores allesammens evige og uendelige ophav.

På samme måde som vi ser det, med et netværk af computere, der er forbundet.
En lille vanddråbe, i det, og udgørende det store hav sammen med andre vanddråbe.
En solstråle, der som alle de andre, udgår fra og udgøre solen stråler ned på menneskeheden.


Og uden dette ophav eller udgangspunkt, ville der ikke være noget liv og noget som opretholdt vejrtrækningen, og dermed befordrede livet, i alle dets former, aspekter og ytringer.

Vi kan slukke for computeren, omsat til, vi kan trække os væk, fra ophavet og andre mennesker.

Det vi dog kun medvirke til, at vi blot mister kontakten til os selv og andre, og dermed til fællesskabet, som vi spejler os i.

Vi vil dog aldrig kunne gøre det forevigt, for som med alt andet i livet og universet, vil en mættelse før eller siden indtræffe, og vi må gå nye veje og ud til andre og fællesskabet.
Det er vores dybeste natur og forbundenhed, og den kan vi ikke negligere for evigt.


Vi vil også miste kontakten, til nogle sider af os selv, når vi gør det.

Nemlig alle dem, som vi ikke ønsker at være ved, eller ikke ved, er bevidst om eller kan huske at vi stadig har, og derfor ubevidst bære og har lagret, i kroppen celleplanshukommelse.

Måske og nogle vi har, og er bevidste om, dog ikke stolte af, at være i besiddelse af.

De såkaldte skyggesider, de mørke sider, vores indre "djævle".

Dog en afstand til dem, er en afstand, til noget af os.

Og hvilket medfører, at vi ikke kan være eller blive, hele fuldkomne væsener, før vi har rummet disse også, og dermed hele os.

Og ikke ment som os sjælen, dog alt det vi har mødt, oplevet, erfaret og lagret fra tidligere, fra fortiden og tidligere livs oplevelser, situation og begivenheder, vi har stået midt i.


Som det kan være, med os selv, når vi går i terapi, oplever vi efterfølgende, en udrensning.

Der hvor vi giver slip på alt det gamle og ubefordrende, og hvor alt det nye, vi dermed har givet plads til, og som var lukket inde og væk af det andet, nu bliver os bevidst og står til vores rådighed.
På samme måde, må jorden også udrense, alt "mørket" og ubehaget, så den også kan udvikle sig bevidsthedsmæssigt.

Martinus Åndsvidenskab, beskriver dette, som jordens begyndelse og indgang til sin kosmiske bevidsthed. 

Og da Martinus, selv oplevede denne indvielse, tog det fra start til slut, 20 min at gennemleve. 

Dette i mennesketid, omregnet til klodetid, vil svare til 3000 år. 

Jordens indvielse, startede i begyndelsen af 1900-tallet, og når de 3000 år er gået, skriver vi ca. år 4900.

På det tidspunkt, må alle der inkarnerer på jorden, have nået, næstekærligehed som bevidsthed og væremåde.

Da deres ellers tungere energi og materie, vil forårsage, et udbrændt nervesystem, hvis det overhovedet bliver muligt for dem, at inkarnere, da det så heller ikke vil have, en resonans eller klangbund, med jordens energi og bevidsthed.


For en så høj svingende energi, som næstekærligeheden udgør, 

se bare på et forelsket par, og det er kun en brøkdel af hvordan, det opleves.

Vil alle tungt svingende bevidsthedsklimaer, derfor også bukker under og forgå.

For når jorden, har nået, et sådant stadie, vil den ikke længere, kunne indeholde eller være univers for mennesker, med lavere tanke- og bevidsthedsklimaer.


Det kan lyde, som lang tid før det sker.

Og det er det også, set fra et menneskeperspektiv, lige nu er og her.

Dog sammenlignet, med jordens levetid fra, at have været en ildkugle, til at være en frodig planet der befordrer liv for os og vores medskabninger.

Er vi og vores udviklingsperiode, hvis vi gør sammenligningen, med en bog på 500 sider, med 60 sætninger på hver side, og med 25 ord i hver sætning.

At sammenligne med det sidste bogstav, eller måske kun det afsluttende punktum, på bogens sidste side.


Så der er tid nok, og det er vigtigt, at væbne sig med tålmodighed, og bare opleve hvert et nu, og være den vi er, for vi kan ikke andet. 

Vores frihed ligger i, at jo mere, vi erkender og bevidstgøres, gennem vores livserfaringer.
Jo lettere og friere, oplever vi livet og dets til tider, mange oplevede og følte begrænsninger.


Vi kan f.eks. se os, som en menneskehed, værende på rette vej.

Deri, at vi ikke udelukkende længere, lever per instinkt som dyrene, og vi kan ændre vores liv, via den begyndende bevidste fornemmelse og reflekterende.


Vi kan bevidst analysere, og måske tænke mere og mere over vores liv, vores gøren og laden, og ikke bare blot følger strømmen eller flokken, dog vores egen Vej.

Dette er nyt, og noget vi skal finde os til rette i, og derfor ryger vi nogle gange ud, på et såkaldt sidespor.

Det giver os dog også erfaringer og erkendelser, som med alt andet, vi oplever i livet.


Et andet område, at der er dette, og det på trods af, at der stadig er krige, mange steder i verden.

Så er der også en spirende humanisme, og humanistisk tilgang og opfattelse, igangsat.

Ikke, at disse, er fuldkomne endnu, hvilket de ikke er.

Dog skelettet og fundamentet som de udgøre, er lagt, til en ny humanistisk næstekærlig verdensorden.

En, som vil få mere og mere magt, kraft og indpas, i fuld overensstemmelse med, det enkelte, og hele menneskehedens bevidsthedsudvikling og sindelag, i denne humanistiske indstillede retning.


Hvor vi selv er nu og her, kan vi tyde og opfatte, udfra at se på, hvor det er, vi udlever det næstekærlige sindelag, og det ikke næstekærlige sindelag.

Vel vidende, at vi dog stadig gør det så godt, vi kan, og i det tempo, der pt. er os muligt.


Og da vi alle selv, er ansvarlige for, at dette, bliver en del af vores livsførelse.

Vil det aldrig, blive en sovepude, for der hvor vi ikke er næstekærlige, vil vi stadig møde, opleve og blive bekræftet i lidelse og ubehag.
Indtil vi til sidst, er så mættet, så vi bliver nød eller tvunget til, at sadle om i livet, øve os i noget andet og det modsatte.

Hvis vi vil have, fred i vores eget liv, såvel som i verden.



https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/

Ingen kommentarer: