tirsdag den 16. august 2011

Hvorfor er en stor del af menneskeheden frustret, afmagtsfyldt og pessimistisk omkring verdenssituationen og livet ?

Det vil jeg give et bud på og deri også, hvorfor jeg ikke selv er det mere.

For mig at se handler det om vores fokus, tilgangen til og forståelsen af os selv og livet.
En stor del af menneskeheden og særligt i vesten, har som udgangspunkt pt., at de kun ser det som er ligefor, alt hvad der kan sanses med de fysiske sanser og derudover alt, hvad der kan måles, vejes og opgøres i testbare resultater, med dertil hørende elektroniske apparater og formler. Alt andet stemples som ikke eksisterende og dermed en illusion, noget som er en kemisk reaktion i hjernen, et misfoster, et tankespin og noget uopnåeligt fantasi, utopi og dagdrømmeri.

Men samtidig med stemplingen af at det er en illusion og noget uopnåeligt, er det stadig det der tiltaler størstedelen af menneskeheden og måske i bund og grund inderst inde alle. Det er stadig det der arbejdes hen imod og alle stræber efter at opnå, om det er på statsplan eller det personlige gør ingen forskel.
Målet er for alle: En verden i fredelig og kærlig sameksistens, hvor ingen lider nød eller undertrykkes og hvor krig derfor er en saga blot.

Denne divergens, ambivalens mellem på den ene side, vores indre ønske om en human og kærlig verdensom vi inderst inde ønsker, lever og ånder for og på den anden side, samtidig ikke kan se manifesteret foran os og dermed opleves umulig her og nu og heller ikke indenfor nærmere fremtid. Det er kimen og det der er med til, at skabe al den afmagt og frustration i mennesket, over verdenssituationen og livet.

Men hvorfor er det sådan ? Hvad er det der gør, at vi ikke kan muliggøre og realisere dette brændende ønske, og hvad er det der gør, at vores optimisme og tillid til, at det er muligt og gangbart på jorden forsvinder.

Til det første:
Der er ligeså mange ideer og ønsker som der er mennesker på jorden, om end jeg vil vove at påstå, at det for alle i bund og grund handler om at skabe de bedste forudsætninger for, at lade kærligheden blomstre og udvikle sig i eget eller fælles liv. Og at vi derudover helst vil høste og opleve behag, glæde og kærlighed, fremfor ubehag, smerte og lidelse.

Men at der er så mange forskellige forståelser og fortolkninger af livet og måder at opnå denne lyksalighed, glæde og velsignede fred, viser også at der er forskellige tilgange og udgangspunkter for at komme til målet.
At der er det viser, at der er forskellige virkelighedsopfattelser og meninger om livet og at alle, har en forskellig viden og dermed bag om denne, et forskelligt erfarings og forståelsesgrundlag.
Det viser at vores erfaringer, som vi bygger måden at forstå og takle livet på, er forskellige og dermed, at vi ikke har et ens udgangspunkt.

Men vores erfaringer og dermed virkelighedsopfattelser og dermed momentfokuserede sandheder om os selv og livet, er noget som udvikler sig og dermed forandres.
Det vi havde en forståelse af for 10 år siden, er ikke det vi har som udgangspunkt i dag.
Dermed bliver alt også en sag om udvikling, forandring, forståelse, erkendelse og viden om vores eget liv og selve livet.
Det er grunden til at nuancerne i forståelserne af selve livet også handler om udvikling og dermed gør, at der er flere forskellige syn på dette.

Når der er to forskellige måder at se ting på kan der skabes konflikt, hvis vi ikke har lært at forstå, at se udover vores egne begær, ønsker og behov.
Og det kan alt efter vores indstilling til livet og andre levende væsner, i værste fald ende med ligegyldighed, lemlæstelse, udnyttelse, undertrykkelse, hævn og krig.
Derfor er det også at det kræver en stor udvikling og derigennem viden, hvis vi som Jesus på korset, som det sidste, trods sine pinsler udstøder "Fader tilgiv dem for de forstår ikke hvad det er de gør".

Hvad er det egentligt disse hans bødler ikke forstod og er det deri, nøglen til at skabe fred og kærlighed og Paradis på jorden ligger.
Svaret fra mig er JA, der finder vi nøglen og der skal vi lede, forske og forstå.

Hvis vi ser tilbage på analysen af vores forskellighed i tilgangentil  og forståelsen af livet, vil vi som vist se, at det hele handler om udvikling, igennem tilegnelse af erfaringer.
Men hvordan kan vi tilegne os erfaringer, hvad er det for en proces og hvordan bliver vi Herre over dem og dermed Herre i eget "hus" og liv.
Dette vil jeg give et eksempel på her,

Vi går som andre levende væsener, rundt på kloden kaldet Jorden.
Alle vi levende væsner, handler efter vores indtil nu opnåede erfaring, hukommelse, viden og forståelse af, hvad der er det mest befordrende at gøre i mødet med omgivelserne, for os og der hvor vi er pt. udviklingsmæssigt.  En erfaring og viden, vi har opnået i kraft af vores handlinger og tidligere møde med omgivelserne og dermed, mødet med alle levende væsner, store som små.

I dette møde, sker der det energimæssigt, som ender med en erfaring og en lagret hukommelse, at når vi møder et andet væsen, har vi et fokuseret bevidst fokus, vi sender så at sige en energi ud som rammer omgivelsernes energi, som på samme måde er rettet mod os. I mødet mellem vores udadrettede og omgivelsernes mod os indadrettede energi, sker der en reaktion som omdannes til en erfaring og lægger sig i os som en hukommelse. En hukommelse, som vi nu kan gøre brug af ved de kommende oplevelser og situationer der møder os.
Uanset hvordan vi håndterede og gennemlevede disse, har vi skabt det kommende materiale til og et trossystem i, at forstå os, verden, livet og samspillet imellem.

Men hvad er det så, der giver os en forståelse af og et ønske om kærlighed og fred.

Til dette er svaret; vores sansning og derigennem oplevelse af livet.
Alt hvad vi gør og har gjort, skaber nogle konsekvenser som henholdvis er behagelige og befordrende eller ubehaglige og nedbrydende.
Via vores sansning af disse, begynder vi at kunne målrette vores udvikling og dermed, at vide og kunne skabe mere af det som giver behag og opleves som kærlighed og mindre, for tilsidst helt at slippe og gøre op med, alt det der skaber ubehag og lidelse.

Igen kan vi se at det handler det om erfaring, viden og udvikling.

Men det giver os også et billede af, at væremåder og måden at forstå og handle i livet på tager tid og ikke er noget, som kan ske fordi andre pålægger os det eller vil have det til at ske. Og at det kan kun ske, ene og alene via livserfaringer og såkaldte fejltagelser i livet.
Vi må som i et laboratorium, prøve tingene af først og se og forstå udfaldet.
Ikke med maskiner men i vores indre og sansningen af, vores høstede oplevelser som er konsekvenserne af, hvad vi tidligere har givet til andre og livet.
Dette var grunden til Jesus´s udmelding, han havde set og forstået denne viden, som vi og alle andre før og efter os, før eller siden vil se og forstå den.

Men pt. er vi ikke dér, vi er kommende humane mennesker, men er det ikke endnu.
Lige nu er vi i større eller mindre grad en blanding af et dyr og et menneske, bedste betegnelse er vel egentligt, et dyremenneske.
Vi står i et dilemma, som også tydeliggøres i det første beskrevne; på den ene side, et ønske om kærligheden og freden og på den anden side, en livsførelse der handler om overlevelse og at den stærkeste vinder, om at der findes konkurrence og den som klarer sig bedst, uden hensynstagen til alle andre, overlever.

Dette skyldes vores før nævnte todeling, vi har instinktet og selvopholdelsedriften som et levn fra rovdyret, som handler om os selv, vores egen og nærmestes overlevelse og at forsvare alt der truer denne.
Og derudover, har vi en begyndende anelse om kærligheden, det rigtige menneskets væremåde og kvalitet, som er humanitet, næstekærlighed, tilgivelse og fredelig sameksistens hvor der er plads til alle og ord som fjender og hævn er forstummet og begravet fortid.
Der har vi opnået, den viden Jesus besad og udåndede på korset, vi er blevet den, har selv indsigten og er selv blevet Sandheden, Vejen og Livet.

Men forskelligheden nu gør også, at vi på nogle områder og aspekter af livet, er blevet kærlighed og udlever den og på andre områder, stadig er dyriske og tænker på os selv og de nærmeste.

Nu tydeliggøres det også, hvorfor der eksisterer undertrykkelse, udnyttelse og at alt handler om profit, konkurrence, penge, forbrug etc. og også hvorfor, der er nogen der ønsker at gøre op med det, ønsker nogle andre værdisæt, ønsker en anden måde at leve på, ønsker en anden måde at leve sammen på.

Men kan vi så bare give skylden til alle dem som opretholder det første.
Til det er svaret nej, fordi så har vi ikke forstået budskabet om, at det er kun igennem livserfaringer at de også kan komme med på ønsket om, at det levende væsen i alle dets afskygninger er vigtigere end profit, konkurrence og penge. Og at der findes noget andet end den materielle verden, at der findes andet end det du kan købe for penge, måle og veje.

Dette er vores alle sammens opgave at være garant og eksempel for at videregive, via vores eget mod til at være os selv og vores væremåde over for andre, så andre kan se det udført, som Jesus viste os det udført.
Og ved at vi siger til og fra og skabe debat, som jeg eksempelvis gør det her med blogindlæggene.
Men nok vigtigst af alt, at tage det med ud i samfundet, ud i det offentlige rum og være modig til at videregive det, uanset om andre ryster på hoved eller stempler os som fantaster.
Historien har vist, at det ikke altid er dem der råber højest, der har fat i sandheden ej heller dem der er de mange, se blot diskussionen om formen på jorden i gamle dage.

Men hvad skal der så til ?
Til det er svaret, lidelse, lidelse og mere lidelse, som fører til en avation og mættelse af lidelse.
Hvis vi ser på alle de forandringer og hvornår ønsket om forandring er opstået i vores liv, vil vi se at det har været på et tidspunkt, hvor vi var trætte af at opleve, lidelse og ubehag og at vi derfor ønskede, at opleve noget andet i stedet. Og derudover, når vi var mættet og trætte af at gøre noget, var det ligesom om vores kvote med denne ting var brugt op, vi fandt ikke mere glæde eller behag i den, derfor ledte og forsøgte vi os videre, for at finde noget andet der kunne lukke hullet og fylde os med behag, i hvertfald for en stund.

Men hvis vi ser lidelse på denne måde, bliver lidelse jo vores vejviser til behag og kærlighed, lidelse bliver nu ikke længere en straf nogen eller noget tilfældigt har skabt for og mod os for at straffe os, men derimod en anordning i livet til, at få os til at forandre og rykke os og det henimod kærligheden, glæden og behaget.

Men det vil vel så også sige, at ondskab ikke er muligt og at det egentligt bare er vores måde, at begrebsætte noget vi ikke kan forstå som er voldsomt ubehageligt og som sker i vores liv eller vi ser ske i vores omverden.
Der er det også vigtigt at huske på og forstå, at grunden til vi har denne avation og indstilling skyldes, som beskrevet i det ovennævnte, at vores avation mod det vi betegner som ondskab bunder i, dels at vi er mættet af lidelse og ikke mere ønsker at se og opleve det på lige præcis dette område, men måske ikke generelt.

Se blot vores sondring i vores forståelse og opfattelse af lidelse, for nogen går grænsen ved om det omhandler husdyr, dyr generelt, dyr som produkt, andre om det omhandler mennesker, børn, race, religion og eller en blanding af disse.
Se eksempelvis kødspisning, her er det klart aner og vaner tilbage til dyriget der gør sig gældende og en endnu ikke mættelse af, at slå andre levende væsner ihjel og fortære dem.

Og dels for det andet, uvidenhed som bunder i, at vi ikke har oplevet og derfor ikke kan eller vil tro på det.

Tidligere liv.

Dette leder os hen til den tredje ting, som gør sig gældende i forhold til overskriften og som er en direkte medløber af vores begrænsede udsyn og forståelse af livet.

Som nævnt er vi pt. i følelsernes vold, dette skyldes vores før omtalte avation mod lidelse og har det noget med børn at gøre eller voldsomme overgreb, kan vi ikke rykke fokuset til, at der kunne være en højere mening, en årsag til at det sker. Og at der bag denne meget tabubelagte forståelse om at det er der, vil hvorfor det i så fald er sådan så fortone sig i disse samme følelsers vold.
Dette vil jeg med det næste pirke i.
Det vil jeg for at skabe debat om emnet og fordi, det for mig at se, er her nøglen ligger gemt til at forstå hvorfor, der sker det i livet og i vores eget liv, som der nu engang gør.

Og dermed gør at vi kan forstå, hvad der er en fjerde problemstilling,

At livet ikke stopper når vi dør og at det og vi, var en del af det, før dette her nuværende og nulevende liv.

Og derudover, at fordi vi ikke pt. lige kan se og forstå det med egne øjne og sanser, handler det ikke om tilfældigheder eller umotiveret ondskab.

For mig at se, er det først når vi begynder at kigge og betragte livet i større sammenhæng og forståelse, end det beskrevne udgangspunkt, at vi kan få ro på og tillid til at alt er i den skønneste orden. Og dermed også at  alle andre og os selv, ikke kan gøre eller være anderledes pt. end det vi gør og er, for så var det allerede sådan.

Jeg forstår udemærket udgangspunktet og tilgangen, men det har bare vist sig, at det ikke giver nogen svar på noget som helst og kun gør, at størstedelen af menneskeheden famler i blinde, skaber fjendebilleder og hævn, som gengældelse for alt det de møder og oplever i livet.
Og da udgangspunkt for vores reaktion, på det vi oplever og møder i livet, høre fortiden til, er det en fortsættelse og opretholdelse af denne og samme kvalitet og ligeså hvad vi fortsat vil tiltrække og møde igen for, at blive bekræftet i det.

Her er det "at vende den anden kind til og Jesus udbrud fra korset "Fader tilgiv dem for de forstår ikke hvad de gør" har den største betydning og relevans og ligeså at elske sin næste som sig selv.

Fordi; fred er ikke en tankeakt, det er en aktiv handlings og forvandlingsakt, vi hver især må udøve og tage del i, ingen kan eller kommer til at gøre det for os, for det ville være det samme som, at de kunne gå ind i os, ind i kroppen og overtage vores liv og styring af det, det ville det kræve.
Selv ved en såkaldt hjernevask eller anden form for nedbrydelse og uanset hvor svære kår vi end måtte være eller er i, er det dybest set os selv, der giver afkald på os selv og vælger mere eller mindre bevidst eller ubevidst, at følge det der bliver givet eller sagt os.
Dette kan vi for så vidt, godt forledes til at tro ikke er på den måde og at det er muligt at andre kan overtage os fordi det kan føles så massivt, men det der bliver lagt ind i os, har fundet sted ved en større eller mindre accept fra vores side, uanset om vi ikke kunne andet og eller at det gjaldt liv eller død.
Men at det forholder sig sådan gør også, at det kan forandres og tages ud af vores bevidsthed igen.
Dette igen via erfaring, forståelse, udvikling, øvelse og handling.

Hvis vi holder fast i at det er andres skyld og ansvar, vil vi også se at det eneste det ender med er, at vi bliver ofre for livet og at vi ikke mere har styringen og poweren til at leve vores liv som vi ønsker det.
Når vi så er kommet helt derud i apati og affekttilstand, er der kun et lille skridt til at begynde at ville væk herfra og den eneste måde det er os muligt, er ved selvmord, altså en fysisk handling.
Det kan være en rar tanke, at så er der fred og så er det hele overstået, men er det det ?
Det er I så fald kun hvis vi tager de gamle briller på, med den gamle forståelse og dermed ser og siger at livet er slut og der ikke er mere efter dette.

Men det er denne antagelse, som jeg vil have os til at omtænke og have os væk fra, det for at skabe et rum, hvor vi kan forstå at det ikke er sådan.
Og så er der et liv igen og så må vi igen møde alt det der gjorde, at vi ville væk eller helt bogstaveligt gjorde, at vi sluttede det med et selvmord.
Ingen andre end os selv, kan gør os fortræd i denne tanke, når vi lider indvendigt og den efterfølgende lyst til at udføre den som handling, andre end os selv.
Den eneste måde vi kan komme væk og dø på, er ved selvmord.
Lidelsen er ubehagelig, tankerne kan være det samme, men det er kun en fysisk handling der gør, at livet slutter og vi kommer væk herfra.

Ud fra denne før beskrevne antagelse, vil det næste liv være en forsættelse af dette og der hvor vi slap det, der hvor vi ville væk og endte med at tage vores eget liv, fordi vi troede at vi gjorde en ende på det hele og blev frie.

Antagelsen om at der er både et liv før og et liv efter dette, må gøres til hvermands eje og må gælde for alle.
Vi kan ikke sondre imellem at nogen får muligheden og andre ikke, det ville være ligeså skingret som fortællen om jomfrufødslen og Jesus på korset, for at tage vores synder. Lige så ulogisk som disse oldgamle fortolkninger og forståelser, ville det være og dermed ville det sætte os tilbage til den tids forståelse og bevidsthedsniveau.

Dermed ville vi skulle lukke øjnene for, at vi i dag ikke er dér mere, at vi derimod er logisk orienteret og det i en så stor ubalance, at vi har antaget at alt skal forstås med hovedet og at det er hjernen og de kemiske forbindelser og stoffer der er hoved aktørene i livet og at vi, for det er det eneste vi forstår som udgangspunkt, er Herre over alt liv, den på alle måder overlegne hersker.

Men hvis det skulle have den mindste relevans og rigtighed i sig, skulle vi have skabt naturen og kunne styre den som vi ønskede, det kan vi alle se ikke er rigtigt; naturkatastroferne og faktaet om at naturen var her før mennesket, er vist rigeligt bevis på dette.

Men hvad så, når vi ikke er jordens midtpunkt, hvad og hvem er så og når vi ikke med vores viljestyringer kan styre universet, hvem gør og kan så.
Det må være og der må være noget før os, noget bag om det hele, noget større og meget mægtigere end os. Dette noget vælger jeg bevidst at kalde GUD, ikke fordi jeg er religiøs og troende, for det er jeg ikke og har aldrig været, men fordi det er min indre oplevelse, i kraft at alt det jeg har mødt og oplevet i mit indre og i livet.

Men i denne sammenhæng, er jeg ikke den vigtige, det er derimod denne netop beskrevne kraft og viljestyring, fordi viljestyring må der til, hvis en kraft skal kunne omsættes og manifesteres.
Det er vi selv dagligt videner til og ser ske i vores omgivelser, intet sker af sig selv, ikke engang opvasken, hvad mange godt kunne ønske sig.
Alt kræver et udgangspunkt, et Jeg for kraften og energiudladningen, for at sætte tingene igang.

Derved kommer vi til det førnævnte med at kunne styre, det kan vi som menneskehed på et område og det er det der har gjort, at vi er blevet gudløse og kun fokus på den materielle og fysiske verden.
Vi er så at sige blevet materialister og det vi kan styre er den ene siden af livet, den materielle.
Vi kan styre den fysiske materie, omdanne og skabe ting af den som kommer os alle til gode, alt efter om vi kan betale for det og har råd til det.

At det er på denne måde er en del af materialismen og den dertil hørende kapitalistiske samfundsstruktur, som igen fører os tilbage til todeling og for denne sags vedkommende, den ikke degenererede dyriske del af os. Denne måde at organisere sameksistens mellem mennesket og alle levende væsner på, bunder nemlig i den dyriske forståelse og overlevelsesinstinketet. Udtrykket; the fittest will survive, den stærkeste vil vinde, vidner meget godt om at det forholder sig sådan.
Men hvor det for dyrene er en nødvendighed, handler det for mennesket og dette faktisk kun for en lille brøkdel af menneskeheden, om profit og at rage til sig, besidde, eje. Og det uanset hvad det medfører for andre, vidner om at det er i en meget ubalanceret form, som vi ikke engang ser hos dyret.
Det vidner også om en manglende etik, moral og bevidsthed i deres væremåde. Jeg kunne forledes til at sige, en manglende udvikling på menneskelighed, humanitet og næstekærlighed og det at være nået til, at leve som et rigtigt menneske, elske sin næste som sig selv og hellere ville give end at tage.

Der er ingen undskyldning for at det er sådan og at den enkelte handler sådan, andet end et udeblevet ønske om at ville forandre sig, ville lytte til dem der ønsker det og derfra øve sig i, at være og leve på en anden måde.

Men det kræver mod og det kræver tillid til livet, universet og GUD.
Det kræver en forvisning om, at hvis jeg giver afkald på denne gamle fortidige forståelse og væremåde, bliver mit liv ikke en katastrofe og mindre dejligt af den grund.
Denne forvisning ønskes for, at skulle forandre sig og sit liv og væremåde i denne retning, en forvisning om at de ikke kommer til at mangle noget og at de ér værdifulde i kraft af deres væren og ikke skal finde eller være det i kraft af deres gøren og lad, deres indtjening, konkurrenceevne og selvopholdelsesdrift.

Og dette er igen sagens kerne og omdrejningspunkt, for det nuværende forståelse og udgangspunkt, har slet ikke for øje, at vi rummer og altid har haft det hele i vores indre, for her er fokusset og forståelsen på, at vi skal finde det uden for os selv, at vi er noget ikraft af hvad vi tjener og har, at vi skal kunne måle og veje det før det er fakta.
Forandrer vi ikke denne tilgang til livet, vil vi aldrig få mod og forståelse for, at det der sker er meningen og det mest opbyggende og udviklende for vores liv lige nu og her.
Og forståelsen om, at når vi giver og udlever kærlighed til næsten, er det det vi høster sidenhen.

Forfatteren Søren Kierkegaard, sagde engang disse vise ord:
Den som ikke tør miste fodfæstet for en kort stund, mister livet.

Men der er det jo som nævnt, ikke mennesket der har styringen, det er livet, via konsekvenserne af vores handlinger og væremåde udtrykt ved hjælp af lidelsen.

Vi kan via forskningen og forståelsen af den fysiske materie, som vi kan måle og veje, skabe materialistiske goder, men burde alt så ikke være godt, burde vi så ikke alle være glade og lykkelige ?
Svaret til det er, jo for en periode i vores udvikling og vedvarende, jo hvis vi kun var fysiske væsener uden trang til, andet end at besidde materielle ting og genstande, men det er vi jo som vist ikke.

Det kan en hver se og opleve, når de eksempelvis har købt sig noget glæde i livet ved at shoppe, så varer denne ikke ved og faktisk ikke så længe. Det er et kick af lykkestoffer og følelser, som det er med alt andet vi indtager for, at skabe denne tilsvarende behagstilstand, men den er som sagt kortvarig.

Længerevarig er forelskelsen, men den er jo ikke noget vi kan styre; i stedet er den noget som har forbindelse til kærligheden, fordi den kan omdanne og udvikle sig til kærligheden.
Når dette er muligt, må der jo være en tilgang til den, til kærligheden, men altså ikke i selve forelskelsen, først når den har lagt sig.
Forelsken gør, at vi ikke kan se og opleve andet end glæde og lykke i en periode, kortere eller længerevarende, hvorefter det igen bliver dagligdag og alle den andens såkaldte fejl og mangler, som vi før ikke kunne se, træder frem.

Men da forelskelse kan ende med kærlighed, har vi fat i noget som kunne være en rød tråd til denne, til freden og til lykken, så den vil jeg dvæle lidt ved.

Forelskelsen er noget vi kan registrere, som vi kan det med kærligheden, men ikke noget vi kan måle og veje. Vi kan se og høre det på dem der er forelskede eller når vi har mødt en, som vores forelskelse bliver gengældt af.
Men da det ikke kan måles og vejes, må det høre til en anden kategori, en som omhandler det modsatte af det fysisk synlige og målbare, altså det usynlige og åndelige.

Nu tegner der sig et billede af at der er noget andet og at dette noget indeholder det, som kan blive til kærlighed mellem to mennesker, som er kærligheden mellem alt levende, som ligger bag om alt og som er det der har skabt naturen - det vi alle stræber efter at få ind i vores liv og vedvarende opleve.

Det er en kvalitet som med det beskrevet i mente, vores ønske og stræben efter det, må være noget som er større end os, som vi kan finde svar i og som mange aner en eksistens af og beder til, noget som kan viser os en vej til det vi ønsker og gøre, at vi kan opleve det.

Vi har selv hver især et udgangspunkt i vores liv og lever ud fra nogle forståelsesrammer, en bevidsthed og kvaliteter, da vi er kommet efter dette noget må dette noget på samme måde også have en kvalitet, bevidsthed og forståelsesrammer, som for den sidstnævnte er; fuldkommenhed og alkærlighed, hvad det er på vej til at blive for os.
Og da vi stræber efter kærlighed, må det være den højeste form og dermed hvad dette noget er, altså kærligheden.

Nu har vi fundet kærligheden og fundet ud af at den må være i alt der er skabt, som den vi lægger i alt det vi har skabt og dermed giver mening og værdi.
Dermed må den være iboende i alle skabte levende væsner og foreteelser og dermed noget vi alle indeholder.
Så bliver det også klart, at for at kunne finde kærligheden, må vi kigge indad i os selv og ikke udad mod andre.
Vi som de indeholder det hele i os selv og dermed må vi også indeholde svaret til hvorfor, vi ikke udlever og er kærligheden og hvad der skal til, for at vi bliver og gøre det.

Dermed er udgangspunktet blevet et andet og fokuset ligeså, vi er nu blevet klar over at vi kan finde og rummer det hele i os selv, nu er det så at vi må til at forske i os selv og finde det. Og finde ud af hvad der gør, at vi ikke oplever kærligheden, hvis det er sådan det er i vores liv eller på nogle områder af vores liv.

Dette er et meget vigtigt skift og skridt, for det fjerner troen og fokusset på, at vi skal lede i omverdenen og at det er andre der er årsagen til vores problemer og at vi ikke har ansvaret for dem.

Men hvis vi nu stadig holder lidt fast i, at det er andre der gør os fortræd, må vi ind og se på hvorfor det er sådan og tilbage til vores udgangspunkt i starten om, at der er flere liv end dette.

Hvis vi kigger helt nøgternt, er vi alle skabt ens med ens muligheder opbygningsmæssigt, det er dermed ikke sagt at vi har en ens tilgang eller kroppene vi lever i og som er vores redskaber til at manifestere os, er ens, for det er de ikke. Vi har forskellige livserfaringer og vi udsætter og har udsat kroppen for forskellige belastninger. Men opbygningsmæssigt har vi alle; et Jeg, alle en skaberevne og alle manifesterer vi vores liv via denne.

For at skabe må der være et ønske, en viljestyring om og et begær efter at skabe.
Alle skabte foreteelser må have et sådant ophav, for at skabe må der være en evne til at kunne skabe og dermed må der bag alle skabte foreteelser, være en sådan evne.
Men for at det kan blive til noget manifesteret og i den fysiske verden synligt, må der være en sådan skaberkraft bag alle skabte foreteelser.
Dermed må der også være en ens opbygning bag alle levene væsner, som er ophavet til de skabte foreteelser.
Om det er i form af en stol, en rede eller en natur, gør ikke denne kendsgerning mindre.
Om det er en lille skabt ting eller en stor skabt ting, har ikke indflydelse på dette, ej heller hvilke redskab, kropshylster dette levende væsen er i besiddelse af.
Ud fra denne forståelse og betragtning giver det også mere mening, når der bliver sagt at vi alle er en og hænger sammen, da vi er skabt af det samme ophav og opbygningsmæssigt er ens.

Men der må være noget som ikke er af denne kvalitet og dermed ikke er evigt og altid har været og det må være alt det fysiske, alt det som er forgængeligt, alt det vi kan måle og veje og se med vores blotte øje, må være af en anden kvalitet.

Og dermed er vi noget frem til, en sondring om den fysiske materie og verdens og den åndelige materie og verdens beskaffenhed.

Hvis denne viden skal have en brugbar og logisk effekt, må der være en form for start i det jordiske liv og det er der også.
Hvis vi tager de evolutionske briller på og medinddrager denne forståelsesmåde, vil vi se at med den viden vi har indtil nu, har der sket og har der fundet en udvikling sted på jorden.
Jorden har fra at være en ildkugle, udviklet og forandret sig og er blevet til, en frugtbar planet som har været og er hjem for alle dens beboere, de levende væsner, for os.
Hvad vi også vil se i denne betragtning er, at der er nogle udviklingstrin, nogle verdener eller riger.
Der er et mineralrige, planterige og dyrerige hvor vi er en del af. Og et rige af noget som har en større bevidsthed end vores, som huser tilsvarende væsner med tilsvarende udvikling af denne form og væremåde som Jesus og Martinus.

I denne betragtning, bliver vi også klar over, at dette er ikke en udvikling der kan ske i ét liv, men må kræve mange liv at gennemgå og nås.
Her er det at tidligere og efterfølgende liv kommer ind i billedet og skaber en relevans.
Når der må mere end ét liv til og vores erfarings- og bevidsthedsmæssige udgangspunkt nu og her er forskelligt de levende væsner i blandt som bo på jorden, må der have været noget før og komme noget efter.
Som med alt andet må vores erfaringer og bevidsthed, have undergået en proces som jordens, fra at være en ildkugle til at blive en frodig planet.

Billedet af, at vi alle har en forskellig bevidsthed og erfaring viser, at vi alle er på vej ind i en lignede proces, fra at have været noget til at blive noget andet. Hvilket medfører, for vores vedkommende; fra at have været et dyrisk abemenneske, til at blive et rigtig humant og næstekærligt menneske.

Som vi tidligere har set, har vi en stræben og et fokus på kærligheden, lykken og oplevelsen af denne og dermed er det også vores proces til, at blive dette vi er igang med at undergå.
Og dermed også som nævnt, at udvikle os fra dyr, til at blive menneske og udleve menneskelige kvaliteter og egenskaber såsom; næstekærlighed og tilgivelse som de største, vist af Jesus for 2000 år siden.

Igen ser vi at alt handler om udvikling, erfaring og en tidshorisont, denne er betinget af hvor meget vi pt. har øvet os og udviklet talenter for, at kunne forstå og sanse livet og os selv, og dermed hvor meget vi er i balance, harmoni og samklang med livet, i udfoldelsen af vores liv.

https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008