søndag den 15. juli 2012

De visionære perspektiver for fremtidens måde, at møde den lidende på.

Så kom tiden til indlægget om, hvordan så at møde den lidende, når medicinen ikke er og må blive vejen.
Medicinen er et unaturligt fremstillet produkt og bare derved, skaber og medfører brugen af denne, en mængde af bivirkninger og belastninger for kroppen, og som psykiatrien og medicinalindustrien dokumentere så mangelfuldt, at brugeren af den reelt ikke har den fulde forståelse for eller indblik i, hvilke langtidsvirkninger der er forbundet med brugen af den.
Medicinen er derimod et kemisk fremforsket stof, som skal gøre en indvirkning på den biokemiske balance i krop og hjerne, dette ved at tilføre disse noget udefra (medicinen), for at får dem i niveau og balance. Vel at bemærke, for en problemstilling, som mange gange har et adfærdsmæssigt udtryk og begrænsning i form af mindreværd, frygt, tvangstanker og deraf handlinger, forbier, proportionsforrykkelser og ligeså perspektivering, spiseforstyrrelser, såkaldte styringsoplevelser, selvdestruktiv adfærd, etc. Derudover, alle de former som er mere eller mindre usynlige og som godt kunne forledes til at tro, at de stammede fra nogle manglende niveauer i hjernen. Disse, såsom tungsind, grædeture, humørsvingninger, angstanfald, træthed, opgivenhed, indre uro og smerte som jeg igennem dette indlæg, vil gøre mit til, at skabe en forståelse for handler om noget helt andet og derfor også må mødes, støttes og afhjælpes på en helt anden måde.

Det jeg også gerne vil sige med denne opremsning er, at det at der er fokus på at give en biokemisk opretning ved at skabe en balance i forhold til intervallet/niveauet af stoffet i hjernen, bliver dette også omdrejningspunktet og der hvor fokusset ligger, hvilket også er grunden til, at det psykiatrien og den håndhæver har mest fokus på er en justering af de forskellige medicinske præparater den lidende tilføres, for at opnå dette resultat. Dette gør også, at kontakten til selve årsagen til lidelsen mistes, som intet har at gøre med biokemien i sig selv, da denne kun er symptomet på en dybereliggende ubalance og grund til denne ubalance. Og dermed misses alle de forskellige fortrængninger af tidligere livs oplevelser og de tanker og følelser der har været involveret, som er den reelle årsag til ubalancerne grunden til at vi lever vores liv på en måde som skaber ubalancerne, både fysisk, psykisk og handlingsmæssigt hvilket gør, at der mangler overskud i krop og sind for den lidende til at opretholde balance selv og møde og kunne begår sig i livet ved at leve sit fulde og mulige potentiale ud.

At der er så meget fokus på medicinen og den som primære virkemiddel og mulige helbreder, er grundpillen i psykiatrien og dens dermed meget ensporet måde at se og møde den den lidende på og som også bliver indgangen til de psykiske problematikker. Derfor er det også medicinen, sammen med denne ensidige fokusering på symptomet og ikke årsagen bag der er i spil og derfor, vil det fysiske møde med den lidenden også mest handle om medicinen, niveauet, bivirkninger, virkninger eller mangel på samme, som også vil blive  tilskrevet disse, som kan medfører en evt. ibrugtagende af en ny og anden, for at opnå et andet resultat.

Brugen af og tiltroen til den biokemisk fremgangsmåde, er tydeligvis det det hele handler og kommer til at dreje sig om. Dette meget ensidigt fokus, vil unægteligt udelade mange og andre aspekter, som jeg taler for er deri årsagen skal søges og findes, på det som bunder i fra fortiden af adfærdsbetinget blokeringer, begrænsninger, fortrængninger og tilbageholdte udtryksformer og som ligeså på samme vis, udmunder sig nu og her for den lidende.
Disse aspekter, omhandler måden at se på og hvilke tilgange der haves til mennesket, som for medicinalindustrien, lægeverden og herunder psykiatrien sidestilles med en maskine, som når maskinen er i ubalance og ude af funktion skal tilføres noget udefra og repareres, er forståelsen på samme måde for mennesket, som ses som væren kroppen og hjernen, at disse skal tilføres noget, når de er i ubalance.

Årsagen og forebyggelsen til selve og denne ubalance, er heller ikke det centrale i denne autoritets forståelse, det er derimod de symptomer og adfærdsmæssige signaler der udsendes og opleves af den lidende, som tillægges alt fokus og ender med at sygeliggøres, hvilket i samme træk og derfor sker for den lidende.

Så hvor denne verdens forståelse ligger på redskabet, som er en eller flere piller til at neddysse eller fjerne symptomet fra den lidendes oplevelse, hvor processen bliver justeringen af denne eller andre samtidige indtaget medikamenter og målet bliver, at balancere det kemiske niveau, er mit et helt andet.

Mit er, at bruge livet som redskab og forståelse, holde fokus på årsagen bag symptomet og sammen finde ind til svarene og nøglen i den lidendens indre, for at støtte denne med at få skabt forståelse, ro, overblik og balance imellem krop, sind og den lidende, sjælen, som derved hånd i hånd i fælles harmoni, kan udfolde mere og mere af sit fulde og sande potentiale og manifestere det liv og denne sande identitet, der ligger bagved enhver begrænsning og lidelse, som den lidende oplever i sit liv.

Det at jeg selv, har været igennem hele denne mølle kaldet det psykiatriske system, har givet mig muligheden for at sætte spørgsmålstegn ved denne form for praksis og menneskesyn der udvises her.
Og dermed også kunne sige, vi behandler ikke nogen da der ikke er noget at behandle, men der er en ubalance, lidelsen, der må mødes, rummes og med accept slippes.
Vi er ikke en autoritet overfor andre, for forsøger vi at være eller tro vi vi er det og at vi har svaret og eller kan slå det op i en bog eller huske tilbage på hvad vi lærte om disse og disse symptomer, er vi på vildspor og tager den som har søgt vores hjælp og støtte samme sted hen, hvilket er værst for dem.
Den eneste der har svaret på det er der foregår, er den som står midt i det, den lidende selv, dermed ikke sagt at det kan være så destruktive oplevelser, følelser og tanker, at det er svært at klare på egen hånd for den lidende, som må søge hjælp og støtte, men det gør ikke kendsgerningen mindre, at svaret stadig ligger og kun er at finde i den lidende og det er der nøglen til, at denne kan slippe lidelsen igen ligger.

Dog er det tilbud der gives i vore tids samfund, helt ude af trit og samklang med hvad den lidende egentligt har brug for og behøver, for at blive lidelsen kvit, for tilbuddet bygger på en forståelse, som er tænkt og forsket frem igennem årtier, problemet er bare, at der er forsket i er symptomer. Symptomer og udmeldinger fra den lidende og dennes udviste adfærd, som ikke har kunnet passe ind i det psykiatriske system og dens opretholder´s, fordi dette menneskesyn bygger på, at alt de ikke kan forstå er sygeligt, ikke eksisterende, styringer og stemmehøringer som ikke finder sted, andre steder end i den lidendes forestillingsverden og fantasi.
Et menneskesyn som derudover, beskriver mennesket som en maskine der må repareres med kemi og dermed medicinske præparater, hvilket er blevet en milliardindustri i dag helt ude af trit med virkeligheden og som medfører sig, en masse bivirkninger og skadende påvirkninger af kroppen og dens balance og harmoni.

Det kan godt være, at det gør at den lidende kan overleve og få et liv med lidt mere kvalitet og det er jo dejligt i sig selv, men denne dejlighed stopper når vi går et spadestik dybere og ser, at det medicinen gør egentligt bare er, at lægge låg på alt det som forvirrer, er smertende, ubehageligt og lidelsesfuldt og som i den konventionelle verden, sidestilles med såkaldt psykisk sygdom og dermed sygeliggøres.
Dog i den beskrevne kontekst, med deres forståelse, tilgang og såkaldte autoriserede videnskab er det som fod i hose, da der for dem jo ikke er noget dybere der gør sig gældende i denne sammenhæng og kroppen endvidere er degraderet til, kun at udgøre og være en syg maskine i udu.

Det er der de mister grebet om, hvad de har med at gøre og fokusere blindt på symptomerne og ikke kan høre tale om, at den lidende beskriver og oplever faktisk kunne være det som gør sig gældende og er nøglen til, at skabe balancen og genfinde roen i dennes indre hvis bare de blev mødt, støttet og lyttet til, i stedet for at blive affejet med en bedreviden om at de godt ved hvad det handler om og at det den lidende fejler er, at denne er psykisk syg. Her har du diagnosen og som redskab får du medicin og hvis du ikke selv har denne forståelse giver vi dig bare endnu et prædikat og det er dårlig sygdomsforståelse og -erkendelse.

Men kunne det tænkes, at grunden til at den lidende oplever og mener at det er anderledes, at de ikke er det som betegnes som syge, ret faktisk skyldes at dè har fat i den lange ende, har kontakt til og forståelse om at årsagen er en anden og ligeså at finde et andet sted. De har bare ikke muligheden selv, da det fylder dem så meget, at det pt. ikke lige er til at finde hoved og hale i, hvilket var grunden til at de søgte hjælpen.

Svaret for mig er JA og dette uden den mindste tvivl, grunden vil jeg gøre rede for i det næste.

For at forstå dette og mennesket og lidelsen i det universielle og åndsvidenskabelige perspektiv, må vi starte et helt andet sted end den såkaldte videnskab er nået til i sin forskning og forståelse.
Vi må udelade tilfældighedsforståelsen og at der ikke er nogen dybere mening med alt det vi oplever i omgivelserne og der sker i vores eget liv, og udskifte dem med at vi alle hver især, er ophavet og den ansvarlige for alt det der sker for os og som vi oplever i vores respektive liv. Ingen andre er det, hvor meget vi end gerne ville give dem dette ansvar og til tider ligefrem udråber dem til at være vores fjender.

Dette udgangspunkt kan være og er for mange, en helt ny måde at møde, forstå og opleve livet på og kan være end dog rigtig svær at sluge når det også kommer til at indbefatte børn, som jo i bund og grund også kun er sjæle der er på vej igennem livet og som oplever konsekvenserne af deres tidligere livs gøren og handlinger.
Hvad der gælder for den ene glæder for alle, små som store, her skelnes ikke som der heller ikke skelnes mellem, at alle oplever virkningerne ved tyngdekraften eller af andre universielle lovmæssigheder.

Det kan være svært at sluge, at vi selv er ansvarlige for alt hvad vi møder og oplever i livet, når vi samfundet og videregivet gennem medierne altid har fået af vide, at nu er den og den ramt og at det skyldes den og den tilfældighed, at vi var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, hvilket alt sammen ikke kunne være mere fejlagtigt og uden logik.
Svært at sluge, at det ikke er vores forældre, at det ikke er vores såkaldte udråbte fjender, at det ikke er samfundet, staten, systemet, psykiatrien, universet, satan eller en ond GUD, men at det alt sammen er noget vi selv har skabt og dermed også skabt mulighed for at møde og opleve, i kraft af vores tidligere handlinger, tanker og væremåde disse hænger sammen med og udmunder fra.

Svært at sluge, at når vi ikke kan huske eller overhovedet forstå hvordan det kan være os og ingen andre der ophavet og årsagen til at det sker og at alle de andre, alle vores næster små som store, alle bare er redskaber, øjenåbner og spejle for, at vise os hvorfor vi oplever, tiltrækker og stadig bliver bekræftet i det også og det selvom og på trods af, at vi er blevet klogere med tiden og godt kan se det uhensigtsmæssige i den måde at leve vores liv på, er denne forståelse kun funderet i tanken, analysen, hjernen og i hovedet det foregår og det er ikke nok.

Når vi går det spadestik dybere jeg før nævnte, når vi nemlig til, at der er en årsag til at det sker og at det den lidende oplever, er noget som er sket, er erfaret, denne har været en større eller mindre del af eller en kombination mellem alle disse og som nu er blevet vækket og trigget frem fra deres gemmer, i hukommelsen på alle bevidsthedsplaner og niveauer.

Udgangspunktet er årsagen og deri løsningen og nøglen til at komme i harmoni og balance med sig selv i sit inderste, med livet og dets grundlæggende lovmæssigheder ligger. For det er lige præcis dette ubalance som forårsager lidelsen, det som nogle omtaler som sygdom og som jeg benævner som ubalance som kan forandres når den bliver mødt, rummet og accepteret.
Ubalancen består i at vi ikke er tro mod os selv, mod livet og dets lovmæssigheder, det at vi ikke er det forårsager, at vi oplever konsekvenserne af denne vildfarelse, som lidelse, smerte, ubehag og mørke i vores liv og kun med det formål, at vi bliver det.

Derfor må vi sadle om hvis vi vil gøre os forhåbning om at slippe det og til gengæld fylde os og vores livsoplevelse med glæde, kærlighed og LYS.
At sadle om er, at gøre og leve livet i en anden forståelse end nu, som ikke har skabt denne virkning, vist os vejen og nøglen til denne forståelse og dette paradis.

For mig betyder det, at vi må se os selv i kortene og bevæge os forskende ind i vores indre, for at se om vi er tro mod os selv, vores sande identitet og potentialet vi kunne udleve i livet.
Kan vi sige ja til at det er vi og det på alle områder, er vi fri for lidelse og at betegne som fuldkomne næstekærlige mennesker, næstekærligheden er nemlig forudsætningen for at vi også kan det i forhold til livet og dets lovmæssigheder.
Her må vi derfor udskifte den før opremsning om, at det skulle have ansvaret for vores lidelser med, at der bag om alt og hvad der sker kun er kærlighed, LYS, det er denne bevidsthed der med tiden vil medfører denne forståelse og oplevelse af livet, der beskrives som GUD.
Forståelsen om, at når alt er kærlighed, er vi og alle andre det også i bund og grund. At kærligheden er evig hvilket medfører at vi også er det. At kærligheden altid er intakt hvilket gør, at vi også er det og dermed ikke kan blive syge eller kan får sår på os, sjælen.

Med denne analyse og forståelse i hånden bliver vi vidne til, at alt er kærlighed og LYS og oplever vi ikke dette for vedvarende, er vi ikke tro mod os selv på alle områder og aspekter af vores og livet og lever dette og denne forståelse til fulde, hvilket vi kan og vil komme til, alle hver og èn, hvilket kun er et spørgsmål om tid.
At vi ikke kan eller gør det nu, er der for så vidt ikke noget nyt i, det kan vi jo se hvis vi tager et blik i vores eget liv eller ud over menneskehedens, men at det er muligt for os alle og noget vi kommer til, er nyt for mange og noget som sidestilles med fantasi, tro og utopi.

Når alt er LYS og dermed glæde, salighed, fred og kærlighed, er der altså en årsag til at vi ikke oplever det sådan hele tiden. Denne årsag er det der svækker vores mulighed for at kunne det og det som lægger sig som et slør skygger foran vores LYS og oplevelsen af livets LYS.
Det er her at det bliver givtigt og befordrende, at rette vores fokus mod vores indre verden og livet der udspiller sig og ytre sig her og dermed trække det væk fra det ydre, hvor svaret og nøglen aldrig har været eller er at finde. Svaret ligger der og er at finde der hvor det altid har ligget, i vores indre.
Svaret og nøglen til, at forstå og løse livets mysterium og ikke mindst og nok aller vigtigst i det daglige liv, at kunne leve i harmoni og balance med det.
Svaret og nøglen til, at se og forstå at der er en årsag til at vi ikke gør og kan det nu og hvad der skal til, for at vi kommer til at kunne og gøre det.
Svaret og nøglen til, at se og forstå at vi er den eneste der har det og det er os der har nøglen til, at skabe den forandring vi ønsker og sådan længes efter i vores liv.

Forandringen til, at leve vores liv i en bevidst og næstekærlig retning hvilket vil medfører, at alt lidelse ophører hvilket i realiteten var grunden til, at Jesus sagde disse ord; "kom til mig og følg mig".
Ikke forstået som, at følge ham fysisk og at gå og være som ham, men derimod leve og ager ud fra den bevidsthed så ligger bag og som videreformidles i hans handlinger.

En videreformidling om, at selv den værste udråbte fjende, er en næste der er mulig at rumme og elske og kun derved, kan vi slippe den sidste rest af lidelse og opnå den indre salige varige fred og ro.
En formidling om, at næstekærligheden er den eneste sande vej og væremåde, som vil forhindre lidelse og dermed også mulig- og virkeliggøre et paradis på jorden og menneskeheden, i kærlig sammeneksistens i en salig varig fred.

Hvis vi ser nærmere på næstekærligheden og dens virkning på et fravær af lidelse, vil vi se og blive klar over, at næstekærligheden og for den sags skyld accepten (i gammeldags tale og forståelse tilgivelsen), er nøglen til at leve i pagt med os selv, andre og livet.

Så når nøglen til et fravær af lidelse bunder i næstekærlighed og accept, og alle de steder hvor vi ikke udviser og -lever disse skaber vi stadig og høster lidelse, må vi nødvendigvis også se på lidelsen og den bagvedliggende årsag til denne.
Lidelsen er symptomet på, at der er noget i vores liv eller i forhold til livet som ikke er i balance, deraf ordet ubalance. Disse ubalancer ligger og kan kun ligge i fortiden og datidens måde at forstå og handle på livet. At disse opleves i nutiden skyldes en repetation af disse og at de er blevet trigget frem fra deres gemmer og hukommelsesarkiver.

Hvordan opstår en ubalance og hvordan forårsager den så meget ubalance, at ender med en hurtig eller langsom destruktion af kroppen og hjernen og dermed et hurtigt eller langsomt selvmord af vores livsoplevelse og mulige sansning og tilstedeværelse i livet på jorden ?

En ubalance starter som en tanke, der forplanter sig i en handling vi udlever, dog som ikke er i balance med livets grundtone kærligheden og ikke i balance, med vores inderste sande væren, væsen, identitet og potentiale som for vores alles vedkommende, er kærlighed og at være kærlighedsvæsner, tjener af lyset og dermed for GUD.

Helt konkret og praktisk starter den i den fortidige situation, hvor vi handlede ud fra vores overbevisning og forståelse i forhold til os selv, andre og livet. Denne kan have været i mere eller mindre samklang og balance med det ovennævnte, alt efter hvor meget og hvor den er det vil vi ligeså, høste så og så meget glæde og kærlighed og hvor hvor den ikke er, så og så meget lidelse. En fortsættelse af denne handlings- og væremåde gør, at vi gør den til en vane vi til sidst ikke mere tænker over. Det kan den være i mange liv og helt hen til den dag hvor vi begynder at opleve den som lidelse og noget der begrænser og blokere vores liv og livsudfoldelse.
Grunden til at vi først ikke gør det og sidenhen kommer til at opleve den på den måde, skyldes vores tilegnelse af nye livserfaringer og dermed nye forståelser af os selv, andre og livet hvilket gør, at tankerne og forståelsen om disse har forandrede sig, hvilket ikke er ensbetydende med, at vores gamle vaner og handlemønstre har gjort det, derfor opstår der en ubalance og divergens i forhold til vores forståelse og det vi udlever. "Alt det jeg har forståelse for og gerne vil gøre, gør jeg ikke og alt det jeg har forståelse om ikke og ikke ønsker at gøre, gør jeg" problematikken.

Dette paradoks og denne ambivalens, er en naturlig overgang når vi er blevet klar over at der er noget som skaber smerte, ubehag og lidelse i vores liv, til at vi når til en accept af, at sådan er det pt. lige nu og til, at vi efterfølgende begynder at handle og øve os i, at gøre det på en anden og ny måde.

Det er dette til tider lidelsesfulde irritationsmoment, der er med til at gøre os opmærksomme på, at vi er i uoverensstemmelse med vores indre og heller ikke lever i pagt og samklang med livet og andre og derved, anspore os til at blive det, ved at gøre og leve vores liv på en anden måde.
Jo længere tid vi ignorer, tilsidesætter, lægger låg på og bortforklare alarmsignalerne fra krop og sind, overfor os selv og andre, des dybere sætter destruktionen ind og påvirker og nedbryder cellerne i de respektive områder som er involveret.

Hvad er det så der forårsager denne nedbrydelse og destruktion ?

Svaret er; det gør alt det som ikke er udlevet og er i samklang med næstekærligheden og overholder det femte bud "Du må ikke ihjelslå".

Kroppen og sindets brandstof er LYS, glæde og kærlighed og nedbrydes af det andet, på samme måde som vi ikke ville kunne leve uden lyset fra solen og til sidst ville bukker under for tungsind og manglende livsenergi.

Kroppen og hjernen består af en samling af levende væsner, som er sjæle som vi og hvis kroppe/hylstre er celler, organer og lemmer, som vores er selve kroppen.

Mørke tanker og forestillinger om os selv, andre og livet, usunde fødeindtag, stimulanser og andre former for unødvendige giftstoffer eller andet, der kun er med til at forsøde livet, lægge låg på tankerne og følelserne og eller lukke et hul i vores indre, er alle årsager til at kroppen og hjernen kommer i ubalance for efterfølgende skridt for skridt at nedbrydes, til vi når helt derud at det bliver udråbt og benævnt som alvorlig sygdom og tit med døden til følge.
Også selve indtaget, af det vi fylder og opmuntre os med, har en tankemæssige årsag bag sig, som er den virkelige grund til, at vi gør og handler som vi gør.

Så tilbage er tankerne som årsag og det til alt hvad der betegnes som fysiske og psykiske sygdomme i dag.

Hvordan kan det komme dertil og hvorfor er vi uvidende om, at det er sådan det forholder sig ?

Det skyldes, at vores uhensigtsmæssige tankeformer og derudaf handlemønstre og væremåde ikke opleves fra den ene dag til den anden og ikke opleves i øjeblikket, som det der kan forårsage lidelse på sigt.

Hvorfor så ikke det ?

Fordi, det er den vedvarende tanke og handling, der til sidst forårsager at vi oplever symptomet, lidelsen og konsekvenserne af dem, men det fjerner ikke at der er en dybereliggende årsag bag og hvis vi ikke gør noget for at møde denne, nedbrydes kroppen og hjernen og dermed skridt for skridt vores fulde potentiale for livsoplevelse.

Hvad kan vi gøre ved det ?

I starten kan vi ikke gøre så meget da vi ikke er klar over at det forholder sig sådan, men når vi selv oplever eller andre påpeger at vi gør sådan og sådan, kan vi spørge os selv.

Hvorfor gør vi det ?
Hvordan kunne vi ellers gøre det og hvad skulle det i så fald være for en anderledes måde ?

Vi vil selv her finde ud af, at intet er tilfældigt og at der altid er noget om det oplevede og sagte.

Her er det så at vi må træde i ansvarskarakter og være og blive vores egen autoritet. For et er, at der er noget om det oplevede og sagte, noget andet er om løsningen også er den der bliver os fortalt og givet fra en anden autoritet.
Dette er et balancearbejde, som kan virke og være meget svært at foretage især i starten, men som med øvelse af at lytte indad til os selv og handle på det vi oplever og fornemmer vi bare må, skal eller kan lade være med at gøre, vil det medfører at det bliver det mindre og mindre, for til sidst at være blevet til en vane og handling vi ikke mere skal tænke over, men bare udlever som det mest naturlige, på samme måde som vi gjorde det med den vi netop lige nu har sluppet.

Det er vigtigt i dette arbejde at blive klar over, at alt hvad vi oplever fra vores indre, må vi lytte til og har en relevans om vi så også skal handle på det, må vi vurdere fra situation til situation. Her er ikke tale om tankerne, følelserne og de indre film fra tidligere livsoplevelser, men udelukkende den dybe fornemmelse uden ord, som bare peger i en retning og som vi ikke kan slippe uden videre, vi ved bare at det er sådan.

Et godt pejleredskab er, om vi oplever som belivende for vores liv uden at være undertrykkende for andres, dermed ikke sagt at vi ikke skal sige fra og træde i karakter hvis det er det vi oplever i situationen, at vi må og der skal til og gøres, og derfor og derudover, om det er logisk for os selv og hænger sammen med den dybere måde vi ønsker, tænker og forstår vores liv skal leves, og ikke mindst, at det er i dyb respekt med den måde vi pt. formår at leve og udleve det på.

Når vi bliver mere og mere øvet i at lytte til os selv og de svar og fornemmelser der kommer fra vores indre, bliver vi også mere og mere tro mod os selv og livet hvilket kræver, at vi i takt med dette også forsat, tager mere og mere ansvar for handle på og manifestere det i den fysiske ydre verden.
Under hele vejen til vi når der til, er det vigtigste redskab, at handle og leve livet, for det er derved at vi får vækket alt det fortidige fortrængte fra hukommelsen, som nu gør at vi er ubevidste om det og lever vores liv ligeså, med det som vores udgangspunkt og tilgangen til livet.

Hver gang vi handler i livet sætter vi en masse processer igang, den ene er øveprocessen og en dermed dannelse og opøvning af et nyt talent, som vi stå mere og mere til vores rådighed og brug i at manifestere os i livet.
Den anden er, alle de erfaringer og forståelser dette arbejde og denne proces medfører, som er med til at gøre os bevidste om, hvordan og hvornår at handle på det og hvilke konsekvenser det medfører for os i vores liv, når vi gør det.
Den trejde er, at alt der er med modsat fortegn, vil blive vækket og trigget frem i live og syne og møde os som en oplevelse i vores indre, dette i form af tanker, følelser og oplevelser fra fortiden, som kan være så overskyggende at vi tror vi er dem og ikke kan undgå at udleve dem. Der er det vigtigt at huske os selv på, at de kun er fortid og ikke kan gøre os noget eller tage styringen over vores liv, med mindre vi lader dem gøre det.

Det er her på dette punkt, at vi har muligheden for at kunne ændre vores liv og dermed slippe alt dette fortidige, som det indtil nu har været levet på, dette ved at møde og rumme det hele med accept samtidig med, at vi fortsætter med at udleve vores første fornemmelse, lyst eller det vi bare måtte og skulle gøre.
For gør vi det, har vi muligheden for at gøre os fri af den fortidige ubevidste styring af vores liv, anlægge en ny bevidst og dermed, have taget skridtet til at kunne skabe det liv vi ønsker, har forståelse for og længes efter at leve.

Dog har det også nogle konsekvenser. Den ene er, at vi kommer på gyngende og usikker grund, for en periode eller det ihvertfald kan opleves sådan. Det er en naturlig reaktion fordi vi bevæger os fra en gammelkendt og sikker grund, til en ukendt og dermed til et territorie vi reelt ingen viden har om at betræde.
Den anden er, at alt fra fortiden som vi indtil nu har bygger og levet vores liv på af tanker, følelser, indre oplevelser, trossystemer, adfærdsmønstre, kodninger og virkelighedsopfattelser vil komme os i møde, da de grundet vi ikke har mødt, rummet og accepteret dem tidligere stadig er iboende i os og har været vores tidligere udgangspunkt for, at forstå og leve vores liv fra. Her er muligheden for at ændre dette, for holder vi fast i det vi fornemte og satte igang før disse fortidige blev vækket, er vi i gang med at opøve og skabe en ny men denne gang, bevidst vane for hvordan vi gerne vil leve livet.
Jo mere vi øver os i denne, vil den til sidst som den før ubevidste, være noget vi ikke længere skal tænke over, men bare gør og handler ud.

Det er dette øvelsesarbejde vi må gøre, på alle de områder vi tidligere kunne sige nej til at vi ikke var fuldkomne næstekælige på, alle de områder vi er blevet bevidste om at vi ikke lever i pagt med os selv, andre og livet og ikke er tro mod os selv og eller stadig lever vores liv, ubevidst på gamle trossystemer og kodninger som vi er blevet videregivet, har tillært og fået videregivet af andre og som vi alle selv har sagt ja til dengang vi gjorde det, hvilket er grunden til at de kan og volder os problemer og lidelse i vores liv nu.
Trosystemer og kodninger som ikke længere tjener deres formål, med at skabe de mest optimale livsbetingelser for os og i vores liv, men derimod er det der gør at det er blevet en lidelsesfuld og ubehagelig oplevelse at være i det.

Når vi sætte dette i en støtte-/hjælpeforanstaltning i samfundet i dag, kan vi godt se at der afviger meget fra de tilbud og den forståelse, der gives til og mødes den lidende med.
Derfor må vi også sadle om her og tilpasse denne foranstaltning til denne nye forståelse. Vi må skabe nogle og de rammer, som reelt møder den lidende med dennes ubalancer og hvor denne er, oplever og står i dem.
Vi må møde den lidende med en forståelse om, at vi vil støtte denne til og i hvis det ikke er sådan nu, at få sat ord på sine problematikker, finde svarende i deres indre og nøglen ligeså der, til at de kan skabe balance og glæde i deres liv.
Vi må møde den lidende, som den autoritet denne er i forhold til deres liv og hvad der skal til for at leve det og få skabt de forandringer og ændringer den lidende virkeligt dybt ønsker, og dermed være en mulig fødselshjælper for den lidende til at gøre det muligt, heller end den autoritet der diktere og viser hvilke vej den lidende skal gå og leve sit liv.
Vi må møde den lidende med nogle rammer og skabe de betingelser som denne proces og dette udviklingsarbejde kan mulig- og virkeliggøres i. Nogle rammer, som har det fulde potentiale og menneskeaspekt inkluderet hvilket vil sige, har fuldt fokus på kroppen og hvad der skal til af tiltag for at denne bliver mødt med og får sine mest optimale betingelser, dette i form af fokus på kostindtag, bevægelses-/aktivitets og motionsniveauet, frisk luft og sollys.
Sindet i for af; smukke omgivelser og naturmæssige evt, med adgang til vand, fred og ro uden forvirrende lugte, stoffer og andre former for distraktioner.
Den lidende, sjælen i form af; øget ansvar på forskellige områder af sit liv og livet, støtte til at fremøve nye eller allerede eksisterende talenter som denne ønsker at gøre brug af og med dette mål for øje, lære at være og om hvem den lidende i bund og grund er, dennes sande identitet og hvilket potentiale dette indbefatter.

Altså et fokus, som på mange måder er diametralt modsat end i dag, indten fordi alle aspekterne ikke er medinddraget, fordi fokuset og menneskesynet ikke er tilpasset denne forståelse eller fordi, der er mere fokus på hvad det koster og hvor pengene skal komme fra, i stedet for hvad der skal til og hvordan det lader sig gøre og mennesket i fokus.

Med denne her forståelse som er ny for mange, vil fokuset på lidelse og tage en ny retning og drejning og ligeså tiltagende i forhold til de lidende.
Det vil ikke længere, blive noget som vi for enhver pris her og nu bare skal fjerne og dysse ned, for at komme videre i livet, for hvad er større og mere vigtigt at vi gør det i fuld balance og harmoni mellem alle aspekterne, dette ikke mindst på sigt.
Der vil derimod mere og mere danne sig en forståelse om, at lidelse er et ubehageligt gode der viser vej og at det hele kun handler om en proces som vi er i og skal igennem. En forståelse om, at det er fortiden som møder og indhenter os og at den ikke kan gøre os noget, hvilket vi er den eneste der kan og det fysisk set og handlet.

Lidelsen i sig selv, er Ja, smertefuld, lidelsesfuld og ubehagelig men har det formål, at råbe os op før det er for sent og endvidere gøre os klar på at nu er det altså alvor og det bliver det mere og mere hvis vi ikke tager ansvar og forholder os til det. Derudover kan lidelsen som nævnt, ikke gøre os noget i sig selv og kun hvis vi går ind i den, lader den tage styringen af vores liv og dermed gør os til offer for livet og skæbnen, hvilket er umuligt da vi selv har ansvaret og er ophavet til alt der sker og dermed spilder vi af den vej tiden på noget der ikke er en realitet og en forestående mulighed.

Derimod, for de lidende som har døden og det at tage sig af dage ind over i deres problematik og lidelse, vil og må der i fremtiden være steder hvor disse kan søge hen og få støtte, hjælp og ballast til igen, at kunne vende hjem til dem selv og fortsætte deres liv på egen hånd og foretage den videre udvikling og proces derfra.
For alle andre, vil det når denne nye fremlagde forståelse gennemsyer hele samfundet og vores oplevelse af lidelse, mennesket og livet, ikke mere være nødvendigt, og behandling og terapi vil forsvinde og udskiftes med at tale med hinanden og acceptere det vi møder og oplever. De vil nemlig vide og forstå, at når det handler om liv og død, vil der være et sted de kan søge hen til og hvor der vil være nogen til at tage hånd om dem og passe på at de ikke gør sig fortræd. Når det ikke handler om liv og død og dermed ved al anden form for oplevelse af lidelse uanset hvor lidelsefuld og ubehageligt den tager sig ud, vil det være noget de selv kan håndtere og må møde, rumme og acceptere så de kan komme igennem og slippe det. Dette samtidig med, at de øver sig i at leve deres liv og handle på det de undervejs ønsker og fornemmer.

Noget som vil komme mere op i tiden, end vi ser det idag, er kropsaktiviteter og udfoldelse og det på alle gamle måder og områder vi kender det fra nu og ved nye som vi komme til. Dette fordi, ved at bruge kroppen kommer vi ned i den, mærker den og kommer i kontakt med alt det som gør ondt og er lidelsefuldt og ubehageligt, som vi indtil nu derfor har forsøgt at flygte fra og lægge låg på ved at stoppe den dybe vejrtrækning og flygte op i hovedet i stedet. Men som er grunden til at vi i dag ikke kan mærke os selv, adskille os fra kroppen og være vores LYS og i stedet lider under det og oplever ubehag ved livet.
 Disse kropsaktiviteter, fysiske hårde som lette, vil sammen med åndedrættet skabe det redskab der kan få os ned i kroppen og ned i alt det der begrænser os fra, at kunne udleve vores fulde sande potentiale i dag og derved gøre, at vi bliver levende og oplever livet ligeså. Nu ikke længere fra hjernen og hovedet, men derimod med hele kroppen, hele hjernen, hver en celle i disse og fra vores inderste kerne på en og sammen tid, i en større og større bevidst forståelse for og om vores og livet.


https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/

Ingen kommentarer: